- Møder og mennesker
Den perfekte golfbag – sådan bygger du det rigtige setup med Custom Fitting
At vælge det rigtige golfudstyr kan føles som en jungle. Hvor mange jern behøver du, hvilke wedges gør størst forskel, og hvordan finder du den …
Ryder Cup er golfens mest intense duel. Når Europa møder USA, handler det lige så meget om strategi, psykologi og lederskab som om lange drives og holede putts.
Vi ser nærmere på hjernernes kamp: Luke Donald mod Keegan Bradley.
Den tidligere verdensetter Luke Donald fik fornyet tillid efter at have ført et nederlagstippet Europa til storsejr i Rom 2023. Efterfølgende blev han hyldet af sine spillere for detaljefokus og fingerspidsfornemmelse på Marco Simone. Rory McIlroy kaldte ham “den bedste kaptajn, jeg nogensinde har haft.” To år tidligere på Whistling Straits var det gået helt galt for den daværende kaptajn Pádraig Harrington. Europa tabte med rekordstore cifre, og spørgsmålstegn blev rejst ved tidligere helte. Et generationsskifte stod for døren, og USA så stærkere ud end nogensinde.
Men Donald byggede sit hold på ro, struktur, personkemi og minutiøs planlægning. Blandt anekdoterne findes, hvordan han bevidst styrede publikum ind i bestemte zoner for at maksimere presset på amerikanerne, og hvordan han sammen med sine vicekaptajner brugte timer på at pusle med, hvem der skulle spille sammen – baseret både på statistik og relationer. Resultatet blev en europæisk lynstart og en føring, som USA aldrig kunne true.
På den anden side af Atlanten står denne gang Keegan Bradley, et overraskende navn med sin egen historie. Bradley var selv højaktuel til at spille Ryder Cup 2023, men blev i sidste øjeblik vraget af den daværende kaptajn Zach Johnson. I Netflix-serien Full Swing så man Bradleys tårer – og hvor meget Ryder Cup betyder for ham.
Også op til 2025-turneringen var han selv i form til at spille sig ind på holdet. Faktisk spillede han så godt, at mange gerne havde set, at Bradley udtog sig selv som Captain’s pick. Han kunne dermed have skrevet historie som den første spillende kaptajn siden Arnold Palmer i 1963. Men Bradley valgte holdet før sig selv. “Jeg kan ikke give 100 procent både som spiller og som kaptajn,” forklarede han. Dermed satte han tonen: I New York handler det om at bygge energi, identitet og fællesskab – ikke om personlig ære.
Kaptajnerne i Ryder Cup bærer altid arven fra deres forgængere. I historien findes de, der er blevet hyldet som genier – som Severiano Ballesteros, der på Valderrama i 1997 ikke blot vandt som kaptajn, men gjorde det på spansk jord til publikums eufori. Men der findes også dem, der er blevet slagtet af deres egne. Tom Watson måtte i 2014 på Gleneagles udstå hård kritik, da flere amerikanske spillere åbent satte spørgsmålstegn ved hans beslutninger og manglende dialog. Hans autoritære stil blev opfattet som umoderne i en tid, hvor spillerne ønskede medindflydelse.
Derfor er kaptajnsrollen så meget mere end et æreshverv. Det er en balancegang mellem at være strateg, psykolog, diplomat og til tider endda showman. Donald bygger sin styrke på struktur og tillid, Bradley på passion og energi. Men begge ved, at en enkelt beslutning – at hvile en stjerne, at sætte de forkerte spillere sammen, at læse publikum forkert – kan være forskellen på udødelig status og evig kritik.
Ryder Cup 2025 på Bethpage Black bliver derfor ikke blot en match mellem verdens bedste golfspillere. Det bliver et skakspil mellem to hjerner – en duel, der kommer til at afgøre, om trofæet bliver i Europa eller ender i amerikanske hænder. Og uanset udfaldet vil kaptajnerne Donald og Bradley stå i centrum for fortællingen – som hjernerne bag dramaet.
Ryder Cup er et af sportens største events. Mere end 270.000 tilskuere så den seneste udgave i Italien, og over 5 millioner fulgte med foran tv-skærmen.
Det er en match, hvor USA og Europa repræsenteres af hver 12 spillere.
I stedet for at spille om, hvem der efter fire dage kan gå flest slag under par, mødes spillerne i direkte duel under Ryder Cup.
At vælge det rigtige golfudstyr kan føles som en jungle. Hvor mange jern behøver du, hvilke wedges gør størst forskel, og hvordan finder du den …
Gør det ikke sværere end nødvendigt – golf i regn behøver ikke at være en prøve i tålmodighed. Med det rigtige regntøj holder du dig …
✈️🏌️♂️ Golfrejse på vej? Glem ikke det vigtigste! Sig farvel til våde sneakers, glemte køller og døde gadgets – og hej til en tur, hvor både spillet …