Når det koger over – sådan kommer du tilbage efter katastrofehullet
At kunne nulstille efter et dårligt hul er en vigtig del af mental træning i golf. Med det rette fokus og en god spilstrategi kan du undgå, at én fejl bliver efterfulgt af flere – og give dig selv bedre muligheder for at holde sammen på runden.
Vi har jo alle været der. Når alt går galt, og vi forlader greenen efter en total kortslutning. En bold er slået væk, efterfulgt af en toppet wedge og fire putts. Vreden koger indeni, og vi balancerer mellem at knække en kølle og sælge både bag og medlemskab på DBA. Alligevel er vi kun på hul 2. Der er 16 tilbage.
Hvordan skal vi egentlig klare at komme tilbage efter katastrofehullet? Vi har talt med Magnus Andersson, Golfstore-Pro i Växjö GK og tidligere caddie på Europatouren.
– Selvom det er lettere sagt end gjort, handler det i høj grad om at være i nuet og tage ét slag ad gangen.
Mental træning i golf – lær at fokusere på næste slag
Vi er alle mennesker. Vi begår fejl, både på og uden for golfbanen. Det, der adskiller gode fra mindre gode golfspillere, er ikke kun, hvor store fejlene er, men måske først og fremmest, hvordan man håndterer dem og de slag, der følger.
– Når man går fra et par 4-hul efter ni slag, kan det følelsesmæssigt være svært, så det gælder om at finde måder og træne på ikke at tage de negative følelser med sig, når man træder op på næste tee. Det kan måske være at slå køllen i jorden eller på anden måde komme af med den negative energi, man har samlet op, siger Magnus Andersson og griner lidt, inden han tilføjer:
– Selvfølgelig uden at opføre sig dårligt.
Har du nogle gode tricks til, hvad man skal gøre, når man er kørt fast?
– For at opsummere handler det om at forsøge at fokusere på, hvor jeg skal slå bolden lige nu, og på de slag, der ligger foran mig, og indse, at man ikke kan gøre noget ved de tidligere slag.
Hvis jeg for eksempel har slået en kæmpe slice, skal jeg så bare glemme den?
– Ja, nulstil. “Shit happens and let’s move on”.
– Men hvis du identificerer et mønster, for eksempel at du har slået tre slices i træk fra tee. Okay, så er der måske noget at tænke over. Men husk, at det er svært at lave svingændringer ude på banen – tekniske ændringer foretages bedst på træningsområdet. Så hvis du ser et mønster i dine fejl, er det bedre at ændre din spilstrategi og måske i stedet vælge en kølle, der minimerer risikoen.
Tre mentale tips, der kan hjælpe dig med at sænke dit handicap
1. Nulstil – kom af med negativ energi
Find din egen måde at nulstille hjernen på. At spille golf med følelser som vrede og opgivenhed i kroppen er som at bede om endnu et katastrofehul. Find din egen måde at gå op på næste tee med et neutralt sind. Måske har du brug for at slå en kølle i jorden eller hælde en flaske iskoldt vand over hovedet?
2. Fokuser på det næste slag
Fokus skal hele tiden være på, hvad du skal gøre, og ikke på, hvad du har gjort. Koncentrer dig om, hvor du skal slå bolden hen, og hvad du har brug for for at gøre det. Et tydeligt målbillede hjælper dig med at “blive i nuet”.
3. Vær analytisk uden at overanalysere
Var fejlen en engangsforeteelse, eller kan du se et mønster? En enkelt fejl: Glem den, og kom videre. Gentager fejlen sig: Overvej din spilstrategi, og få styr på problemerne, når du får mulighed for at træne.
Vil du finpudse din spilstrategi eller finde de rigtige køller til dit sving? Book en lektion eller Custom Fitting hos din lokale Golfstore-Pro.