En ny tourstjerne er født

Navn: Sara Kjellker
Alder: 25 år
Meritter: 2 guldmedaljer i hold-EM, 2 sejre på den Svenske Golftour (Carpe Diem Beds Trophy 2018 og Allerum Open 2020), repræsenterede San Diego State University, hvor hun vandt en collegeturnering (Mountain West Championship), nomineret til USA Mountain West Conference Women’s Golfer of the Year på College og vandt
Aktuel med:
Kvalificerede sig i 2023 til Ladies European Tour

Sara Kjellker er netop begyndt på sit nye job, endda helt uden en eneste ansættelsessamtale. I stedet for spillede hun ni runder golf i hård konkurrence med andre golfere for at kvalificere sig til Ladies European Tour. Vi mødte hende i det kolde Sverige lige inden årets første turnering i Kenya.

Det er en fokuseret, glad og forventningsfuld golfspiller, der møder os i golfklubben Ljunghusens Golfklubbs træningsområde i det sydlige Sverige. Efter en succesrig amatørkarriere, der resulterede i to guldmedaljer i hold-EM, og collegespil i USA lykkedes det for Sara Kjellker i efteråret at kvalificere sig til damernes Europatour. Og nu står hun her som ny professionel på en kølig, men solrig linksbane og gør sig klar til årets førte turnering – Kenya Ladies Open.
– Jeg må knibe mig i armen. At kunne leve af at spille golf og hver dag få lov til at lave det, jeg holder mest af, er en drøm. På søndag rejser jeg til Kenya og derefter til Sydafrika for at spille med Europas bedste. Det bliver sjovt.

At hun ville satse på golfen og gøre det til sit arbejde, har hun vidst siden hun var 14 år.
– Jeg husker det vældigt tydeligt. Jeg gik i ottende klasse og følte, “Jeg elsker det her, det vil jeg satse på!”. Det var dengang, jeg begyndte at bruge ekstra timer på rangen og i træningscentret for at blive bedre.

Blot fordi Sara har kvalificeret sig til touren, er det ikke ensbetydende med, at hun må spille alle turneringer. Så hver runde tæller virkelig i hendes tilfælde.
– Det er rigtigt. Jeg sluttede på en 34. plads, hvilket gav mig et kategori 16-kort, som betyder, at jeg må spille cirka halvdelen af turneringerne. Jeg har tilmeldt mig dem alle, og så må jeg at se, hvilke jeg kommer med til. Dog har jeg mulighed for at opnå en anden ranking i løbet af sæsonen, og spiller jeg godt, så får jeg adgang til flere turneringer. Naturligvis vil jeg spille en major allerede i år og vinde en turnering, men et af de store mål er at spille Volvo Cars Scandinavian Mixed på Ullna i Sverige. Det ville være fantastisk at opleve.

At kunne leve af at spille golf og hver dag få lov til at lave det, jeg holder mest af, er en drøm.

Ikke at vide hvilke turneringer du må stille op i, kan opleves usikkert, ikke mindst økonomisk, og det indebærer også, at du skal være klar til at rejse væk med meget kort varsel. Men det er noget, som Sara tager helt roligt.
– Jeg er vant til at bo i en rejsetaske og synes, at det er sjovt. Jeg elsker at rejse til nye destinationer og opleve nye steder. Og så har jeg flere venner, som jeg rejser med og har lært at kende gennem årene. Økonomisk så har jeg været heldig at få Callaway som sponsor, og så har jeg mange nære og kære, der støtter mig.

Hvis vi kigger på, hvorfor Sara er blevet så succesrig, så er hendes stabile spil fra tee og wedgespillet af helt afgørende betydning.
– Jeg har arbejdet rigtigt meget på mine wedges den seneste tid med min træner Markus Westerberg. Ved hjælp af hans ekspertise og digitale svinghjælpemidler har jeg forbedret mit nærspil rigtigt meget, og nu er det min største styrke. Derudover er jeg stabil med driveren.

Så snart hun har ekstra tid til overs og er hjemme i Sverige, mødes den nye Europatourspiller med sin hovedtræner Markus for at forbedre sit spil yderligere. For der er altid noget, man kan arbejde på.
– Lige nu træner jeg parallelt på at øge min længde og finpudse mine jernslag. Hvis jeg kan forbedre mit jernspil, vil jeg kunne skabe flere chancer. Og man kan også altid blive bedre til at putte…
Udover at have en god boldfornemmelse og være skarp til svingteknikken arbejder Sara meget med mål og den mentale del af spillet.
– Jeg arbejder både med kortsigtede og langsigtede mål. Men også med procesmål i løbet af runderne og turneringerne. Det indebærer, at jeg forsøger at få et perspektiv på mit spil. Der vil altid ske ting, som man ikke kan påvirke. Et dårligt opspring eller en dårlig placering må ikke ødelægge din runde. Det kan også være, at din strategi er, at du skal være mere aggressiv og oftere gå efter flaget. Så kan det på kort sigt medføre en dårligere score, men på længere sigt hjælper det dig med at opnå runder med lavere score. Det gælder om, at man ikke mister fokus.

At være mentalt forberedt og have klare mål var noget, som hjalp hende i december, da hun ved første teested placerede bolden på tee i Spanien ved kvalifikationen til Europatouren. Her dystede næsten 150 damer på ni runder om de attraktive kort til golfens fineste selskab. De 20 første får fuldt kort og kan spille alle turneringer. Plads 20-50, hvor Sara sluttede, får kategori 16 og må spille ca. halvdelen af turneringerne.
– Man spiller først en prækvalifikation over fire runder. Derefter spilles finalen over fem runder med et cut efter fire. Jeg forberedte mig i USA en måned forinden for at kunne træne i varme og finjustere nærspillet og arbejde mentalt, for det var meget nervøst og udfordrende!

Snart er det tid til den første arbejdsdag i Kenya. Noget hun har forberedt sig på siden hun var 14 år og tænkte, at “det her skal jeg satse på, for hvem orker at sidde inde på et kontor hver dag, når man kan være udenfor og arbejde med det, man elsker?”.

I Sara Kjellkers bag

Driver: Callaway MAVRIK Sub Zero 9.0°, Fujikura Ventus Blue 5S
Hybrid & FW: Callaway EPIC 21°, Steelfiber FC 75 Hy. Callaway APEX UW 21° Fujikura Ventus Blue 7S, Callaway EPIC Speed FW3, Project X HZRDUS Smoke 6.0
Jern: Callaway APEX Forged 21’ J5-PW. SKAFT: N.S PRO 950GH Stiff flex
Wedges: Callaway Jaws Raw, 50°, 54° och 58°
Putter: Odyssey White Hot OG 2-ball