
Øvelserne, der styrker din putting til sommer
Putting handler om at være konsekvent og gøre de samme ting igen og igen. Hvis du tester for mange forskellige ting, bliver du aldrig tryg på green.
– Det gælder om at bestemme sig for en måde at putte på – og senere blive ekspert i det, siger Thor Andersen Golfstore-Pro på Sønderjyllands GK. Her kommer han med sine bedste tips.
Fastsæt din opstilling
Hent hjælp hos din pro for at finde ud af, i hvilken øjenposition dit sigte bliver bedst. Er det lige ovenfor bolden eller et par centimenter længere nede? Prøv forskellige positioner.
Tips: For at kontrollere positionen, når du træner, kan du indtage putopstillingen uden putter. Hold en bold mellem øjnene, og slip bolden. Se, hvor den lander, og korriger derefter kropshældningen. Afstanden er altid den samme.

Afstanden til bolden
Mål nøjagtigt, hvor mange centimeter du skal stå fra bolden, få hjælp fra din pro. Sæt et stykke tape på putterskaftet, som viser din afstand. Næste gang du er på en puttgreen, mærker du denne afstand op ved hjælp af tre tees: to tees lige foran dine fødder og en tee ved boldens position.
Tænk over din boldplacering! En af de vigtigste puslespilsbrikker! Hvis du sjusker med dette, bliver du aldrig stabil på greenen. Placerer du bolden for langt til venstre, vil du sandsynligvis slå boldene til venstre, og vice versa hvis du lægger bolden for langt til højre (gælder for højrespillere). Find et referencepunkt sammen med din pro.

Træn bladets retning i slaget
Placer to lange tees med cirka seks centimeters afstand fra hinanden. Vær omhyggelig, så de placeres i nøjagtigt samme højde. Indtag din stilling, og sæt putterens slagflade mod tee’erne. Foretag et kort tilbagesving, og sving tilbage mod tee’erne. Målet er, at du skal ramme begge tees samtidigt. Hvis du rammer den nærmeste tee først, så har du vredet bladet for meget til højre under svinget, og modsat hvis du rammer den længst borte. Læg ud med små sving, og test derefter med længere og længere sving

Lær at kontrollere boldens hastighed
Vælg et hul, hvor du kan putte opad og nedad otte meter på hver side. Begynd med at putte en meter nedad. Godkendt put = bolden ligger et puttergreb foran/efter hullet. Hvis det lykkes for dig, fortsætter du med en meter opad. Gentag dette. Hvis det lykkes for dig, går du to meter nedad, to meter opad, tre meter nedad og så videre… Hvis dit put mislykkes, skal du starte på en meter nedad igen.
Du kan selv tilpasse øvelsen efter dine evner ved at bestemme, hvor tæt på hullet du skal komme. En nybegynder kan bruge et puttergreb, som reference de første tre meter og derefter anvende hele putterens længde. En elitespiller kan anvende længden på et puttergreb op til otte meter. Test selv, hvad der er rimeligt. Men husk – en øvelse skal hverken være for let eller for vanskelig.

Bliv bedre til at læse greens
Vælg et hul, hvor det hælder en del. Placer to tees ved siden af hinanden cirka to meter fra hullet med et putterhoveds mellemrum. Stil dig cirka fire til seks meter fra tee’erne, og placer bolden på en sådan måde, at når du slår med rette fart og retning, så går bolden mellem ”teeporten” og ned i hullet. Du må naturligvis flytte bolden til siden for at få den rigtige bue. Afhængig af, hvor dygtig du er, kan du tilpasse bredden på teeporten og afstanden.
