Det vigtige korte spil

Det er naturligvis en fantastisk følelse at slå til bolden med driveren, og se den ende langt nede af fairwayen. Det er en dejlig og eminent følelse, som de fleste af os drømmer om. Men nøglen til lave scores er som oftest i det korte spil, det at kunne beherske slaget fra 80 meter og ned i hullet.

– Det er netop omkring greenen, vi kan spare mange vigtige slag. Et godt kort spil kan redde det, der ellers ville have været en dårlig score. 15–30 min. træning i denne del af spillet er mange gange bedre givet ud i stedet for at stå og slå en spand driver eller lange slag siger Frank Westergaard Andersen hos GK Storstrømmen.

Sammen med Frank hjælper vi dig med at få styr på tre uundværlige slag for dit korte spil. Desuden kigger vi nærmere på både udstyr og gode tips, som hvis de bruges rigtigt, kan hjælpe dig med at opnå din nye drømmescore. Følg med!

3 Vigtige slag at beherske rundt omkring green

Chip and run

Et lavt slag, som følger banens konturer, med minimal tid i luften. Anvendes flittigt på primært linksbaner. Slaget i sig selv er det mest tilgivende korte spil. Med en så forholdsvis lille bevægelse koster en misser ikke så meget, som hvis du misser et lobslag, hvor der kræves en væsentlig større bevægelse.

 

Det rigtige køllevalg er alfa og omega

Mange elever vil sandsynligvis chippe med en sandwedge eller en pitching-
wedge. Benyt i stedet et 7-jern, 8-jern eller et 9-jern afhængig af afstanden
til hullet og positionen. Fokusér på boldtræffet – hvis boldtræffet ikke er konstant, er det svært at opnå en føl-else for, om du skal slå hårdere eller blødere. Chip and run kan også slås på skov- og parkbaner – hvis underlaget tillader det. Det gælder om at lande bolden på en så flad og jævn overflade, gerne finklippet, som muligt for at kunne vurdere, hvor bolden går hen. Test først på øvelsesområdet, for at se, hvordan bolden opfører sig, og hvor langt den ruller. 

 

Sådan lærer du, at slå slaget

Hold styr på din boldplacering! Slaget spilles med bolden lige under centrum på kroppen, det vil sige midt for brystbenet. Stå lidt tættere end normalt. Da bevægelsen er så forholdsvis kort, behøver du ikke samme balance som ved et fuldt slag. Skaftet hælder en smule fremad for at opnå et rent træf, og hænderne er passive gennem slaget, dog ikke stive. Føl efter, at du virkelig får trykket over på forreste fod gennem boldtræffet.

 

Sådan lærer du, at slå slage

Opstilling og boldplacering ligner chip and run-slaget, dog med en noget bredere stans ved dette slag. En længere svingbevægelse, men med skafthældning i boldtræffet. Sålen skal ned og ramme jorden. Gør du det rigtigt, så bør bolden flyve i en fin bue og standse eller bremse op på andet eller tredje opspring. Lad håndled og vrister arbejde aktivt gennem slaget.

 

Pitchslag

Et kort golfslag, normalt omkring 30–50 meter. Hvis du ikke kan slå et lavt slag, skal du kunne beherske pitchslaget. Det kan være, at du har tykt græs, en bunker eller en bakke eller bare et ujævnt underlag mellem dig og greenen. Mange har lettere ved at slå et fuldt slag end et ikke fuldt slag. Følelsen for, hvordan man skal få bolden til at gå kortere er ikke altid naturlig. Begynd med at finde et godt og nogenlunde konstant boldtræf med dine wedges med et næsten fuldt slag. Ryk derefter successivt nærmere flaget, for eksempel med ti meters mellemrum. Et wedgeslag skal have acceleration gennem træffet. En almindelig fejl, mange gør, er, at man tager et fuldt tilbagesving og ”bremser brat op” i træf-øjeblikket. Afkort i stedet tilbagesvinget, og prøv at svinge slaget helt igennem. Husk grundlagene i den forbindelse: Boldplacering, opstilling og sigte er enormt vigtige.

 

Flopslaget

Et avanceret golfslag, der starter brat og flyver kort, kun et par meter. Flopslag anvendes ofte af dygtige spillere rundt omkring green for hurtigt at få bolden til at stoppe. Det er få baner og placeringer, der kræver, at du skal kunne slå dette slag, men samtidig er det et vældig sjovt – og anvendeligt – slag, når du mestrer det godt.

Rigtig placering og bounce

Bolden skal ligge godt, og du skal have den rigtige bounce på din kølle for netop det underlag for at maksimere dine chancer for at lykkes. Det er vigtigt med et rent boldtræf, og virkelig at turde slå slaget igennem.

 

Sådan lærer du, at slå slaget

Brug din sandwedge eller lobwedge. Boldplacering i centrum af kroppen eller lige ud for. Åbn køllen op for at øge loftet, nøjagtigt som ved et bunkerslag. Sørg for, at du får køllen til at glide gennem græsset, og prøv at sætte fart i svinget samt svinge igennem. For et vellykket flopslag skal du eksponere køllens bounce. Forestil dig køllens blad som en bakke, og at du kan balancere et glas på køllen gennem hele slaget!