Boldene var virkelig dyrebare og kostede ofte tre gange så meget som en kølle. Produktionen indebar også alvorlige sundhedsfarer. Dampen var giftig, så dem der fremstillede boldene, ødelagde deres lunger og blev sjældent mere end 40 år gamle.
Også spillemæssigt var der mange ulemper. De gik let i stykker, blev påvirket meget af fugt, og holdt som regel ikke længere end en golfrunde. Med et godt slag kunne dygtige spillere få fjerboldene til at flyve 170-180 meter, hvilket kan sammenlignes med næsten det dobbelte i dag.
Prisen på boldene var sikkert også en af de vigtigste årsager til at udøverne var få. Vi taler om den skotske overklasse, der formodentlig ikke udgjorde mere end 2.000 personer, fordelt på 15-20 golfforeninger.
Men udviklingen gik stærkt, og i 1840’erne skete der noget; guttaperkabolden gjorde sin entré!
Dette var i en tid, hvor der skete meget inden for golfen. Old Tom Morris begyndte for alvor at udfordre datidens bedste spiller Allan Robertson – både når det handlede om spil og fremstilling af udstyr. Allan havde været en af de mest prominente producenter af fjerbolde, men da man begyndte at fremstille bolde af den gummilignende træsort fra Malaysia, viste det sig hurtigt at disse bolde både gik længere og holdt bedre. Old Tom kunne ikke lade være med at skifte bold, og Allan følte sig snydt. Allan Robertson havde længe været Old Toms mentor i golfbutikken i St Andrews, men efter dette kunne de ikke forsones. Så Old Tom tog sit pikpak og flyttede til Prestwick.
Allan Robertson var mens han levede den selvskrevne golfmester, så da han gik bort, syntes Old Tom, at det var på sin plads at arrangere en turnering for at se, hvem der nu var bedst. Turneringen blev afholdt på Prestwicks 12-hullers bane og blev spillet over tre runder. Den fik navnet The Open Championship, og stort set samtlige deltagere spillede med guttaperkabolden.
I begyndelsen var boldene brune og helt glatte, men snart opdagede man, at bolde med riller fløj bedre, og så begyndte man, at forsyne boldene med mønster allerede fra starten.
Golfbolden havde fået sine første dimples.
Dimples var dog ikke hjælp nok for Old Tom, der trods hjemmebanefordelen måtte se sig slået af Willie Park Senior.
Indledningsvist var det de tidligere fjerboldsproducenter, der tog guttaperkabolden op i deres produktion. Også nogle enkelte klub-pro’er producerede bolde. Men hen mod slutningen af 1800-tallet tog virksomheder fra gummibranchen skridtet ind på markedet – blandt andet Spalding & Brothers med deres “The Vardon Flyer Ball” – og begyndte at arbejde med massefremstilling, hvilket skabte grundlag for at spillets popularitet hurtigt begyndte at vokse.
Vi nærmer os år 1900, hvor det næste store skidt blev taget
De amerikanske opfindere Coburn Haskell og Bertram Work opdagede, at en bold med en kerne af omviklede gummitråde dækket af et guttaperkalag (senere balata) forbedrede boldflugt og kontrol yderligere. Den nye bold gavnede først og fremmest den almindelige spiller og var en bidragende faktor til golfens stærke tilvækst i USA. Det varede ikke længe, inden den nye konstruktion kom til at dominere markedet.
Det var også på et tidspunkt, hvor boldens størrelse kunne variere. Længe havde engelskfremstillede bolde haft en diameter på 1,62 tommer, mens de amerikanske lå på 1,68 tommer. Det betød, at de engelske måske gik lidt længere, men de amerikanske fløj mere lige. Siden 1986 er det den amerikanske størrelse, der gælder.
Parallelt med masseproduktionen af bolde fortsatte leverandørerne med deres projekter til de bedre spillere. De var baseret på Haskellboldens principper. Skallen, der fra begyndelsen var lavet af guttaperka eller balata, blev efterhånden erstattet af syntetisk gummi, og den væskefyldte kerne blev erstattet af en solid “studsbold”, der blev omviklet af gummibånd. Efterhånden udviklede man en mere og mere robust skal. Boldmodellen blev i første omgang fremstillet til spillere, der ønskede sig spin og kontrol i nærspillet, og som kunne tillade sig at ofre et par meter med driveren.
I slutningen af 1960’erne fremstillede TopFlite en bold, der havde en stor solid kerne dækket af en plastskal af materialet Surlyn – den fløj længere end nogen anden bold tidligere havde gjort, hvilket betød, at golfbolde nu kunne opdelesmere tydeligt i distance- og tourbolde.
TopFlites langtflyvende modeller betød, at USGA og R&A i løbet af 1970’erne indførte nye regler. Diskussionerne kan genkendes fra vor tid. Proffen slog ganske enkelt for langt. De nye regler gjaldt først og fremmest for materialerne, hvilket fik producenterne til atter at rette blikket mod nye områder. Fokus blev nu lagt på de dimples, der ikke har været ændret siden 1908. Man opdagede at størrelse, dybde og mængde forandrede boldens egenskaber, og en stor mængde af varianter blev lanceret af de enkelte producenter.
Den store revolution lå lige om hjørnet
Året er 2001, da Titleist under en PGA Tour-turnering i Las Vegas lancerer den første Pro V1-model. Bolden var i tre dele og kombinerede det bedste fra begge verdener. Skallen gav spin og kontrol i nærspillet, mens kerne og mellemlag betød, at den fløj lige så langt som distance-boldene.
Titleist Pro V1 var egentlig en kopi af et patent, som Spalding havde på sin Strata-serie. Callaway, der havde købt alle Spaldings boldpatenter, indledte en retssag for at forsøge at nedlægge forbud mod fremstillingen af Pro V1. Det hele endte med et forlig, der betød, at bolden fortsat fil lov til at blive fremstillet på en noget anderledes måde, som ikke forbrød sig lige så meget mod patentet.
Billy Andrade vandt den pågældende turnering i Las Vegas (Invensys Classic), en turnering hvor hele 47 spillere anvendte den nye bold, og siden den dag har Titleist Pro V1 været den mest spillede golfbold på verdens professionelle tours.
Der er gået cirka 20 år siden den dag, og igen føres der nu diskussioner om, at golfbolden flyver for langt, og at klassiske golfbaner bliver irrelevante, eftersom dygtige spillere slår over de forhindringer, som banearkitekten har tegnet ind på banen.
Dette har ført til nye regler og restriktioner, men også at virksomhedernes udviklingsafdelinger endnu en gang kigger på nye forbedringsområder.
Kun fremtiden kan vise, hvad der kommer til at ske.
