Trendspotting: “Players Performance” – en ny kategori af jern

I mange år har vi inddelt jern i tre forskellige kategorier: blade-jern til eliten, cavity backs til golfspillere med et godt boldtræf og spilforbedrende jern til alle os andre. Så kom Player’s Distance og vendte op og ned på det hele – en kategori, der kombinerede et kompakt udseende med hul konstruktion, en hot slagflade og stærke lofts, som fik bolden til at flyve utroligt langt.

Men for mange dygtige golfspillere opstod der hurtigt et nyt problem: mindre spin og dermed også mindre kontrol. Hule jern med en tynd slagflade kan ganske vist give imponerende boldhastighed, men variationer i spin og længde kan blive kostbare, når marginalerne er små.

Det er her, den nye kategori træder ind på scenen: Player’s Performance.

Det var det amerikanske website MyGolfSpy, der i forbindelse med lanceringen af den nye Mizuno Pro S-4 begyndte at bruge begrebet om jern, der udfylder tomrummet mellem en klassisk cavity back og et hult distancejern.

Hvad kendetegner Player’s Performance-jern?

Konceptet handler ikke om hule køllehoveder, skumfyldninger eller fjedrende slagflader. I stedet får du her klassisk smedekunst, hvor tilgivelse er i fokus. Dermed bevarer du den gode fornemmelse og den forudsigelige længdekontrol fra et smedet jern, men får samtidig hjælp ved, at vægten er placeret dér, hvor den gør mest gavn.

Mizuno Pro S-4 er et tydeligt eksempel. Den indgår i Mizunos eksklusive S-serie, side om side med det rene blade-jern S-1 og den traditionelle S-3, og smedes i ét stykke 1025E-kulstofstål i Hiroshima. Under overfladen ligger et lag kobber for den karakteristisk bløde fornemmelse i træffet, akustisk tunet via virksomhedens Harmonic Impact Technology.

Hvem passer Player’s Performance-jern til?

Forskellen ligger først og fremmest i, hvordan de tilgivende egenskaber er bygget ind. I de lange jern øges sålbredden, tyngdepunktet sænkes, og der tilføjes mere offset for at hjælpe bolden op i luften, samtidig med at fejltræf bliver mindre kostbare. I de korte jern bliver profilerne mere kompakte. For at den bredere sål ikke skal hæmme kontakten med underlaget har Mizuno udviklet en ”Triple-Cut Sole” – en affasning inspireret af wedges, som lader køllen bevæge sig effektivt gennem græsset.

Resultatet? Et jern til dygtige spillere – eller den erfarne golfspiller, der har mistet lidt svinghastighed – som ikke vil ofre spinkontrol og fornemmelse, men som har brug for lidt mere hjælp på de lange indspil.

Vi kommer sandsynligvis også til at se denne model i de længere jern hos de rigtig dygtige spillere.

Når en virksomhed som Mizuno så tydeligt satser på dette segment, siger det noget om udviklingen. Player’s Performance er ikke bare en trend – det er kategorien, som rigtig mange golfspillere har manglet i deres bags.

Andre eksempler på Player’s Performance-jern – som er udviklet på andre måder.

Titleist T150

Bygget på samme tourplatform som T100, men med 2 grader stærkere loft, en lidt bredere sål og en diskret Muscle Channel for mere boldhastighed uden at miste spinkontrol.

Læs mere om Titleist T150

Cobra KING Tour

Smedet i fem trin for en fantastisk fornemmelse, men udstyret med CNC-fræsede vægte og TPU-indlæg på bagsiden, som flytter vægten ud i periferien for øget tilgivelse.

Læs mere om Cobra KING Tour

Ping Blueprint S

Pings smedede tour-cavity med en smedet Precision Pocket i ryggen på de lange jern for ekstra tilgivelse og udgangsvinkel dér, hvor der er mest brug for det.

Læs mere om Ping Blueprint S

Srixon ZXi7

Efterfølgeren til ZX7 Mk II, smedet i ét stykke blødt kulstofstål med PureFrame-forstærkning bag slagfladen og tungsten i tåen. Den bevarer den klassiske tourprofil og den blødeste følelse, men giver en ekstremt stabil boldflugt ved træf uden for centrum.

Læs mere om Srixon ZXi7