Drømmen om Portrush – sådan er det at spille på banen for årets British Open

Længst ude på Nordirlands barske kyst, hvor vinden griber fast i lange solblegede græsstrå og horisonten udviskes i saltholdige skyer, ligger der en bane, som er fuld af både historie og rå skønhed. Royal Portrush er ikke kun en test af dine færdigheder – den er en duel mellem golfspilleren og selve naturen.
Martin Hardenberger har prøvet årets British Open-bane.

Vi befinder os et sted så afsides, at det på mange måder føles som verdens ende. Der er gået mere end tre timer siden vi pakkede bilen ved Dublins lufthavn og satte kursen nordpå.
Nu ændrer vi retning, og den smalle kystvej, som fører os vestpå, snor sig rundt om barske klipper. Derefter åbner landskabet sig op, og der ligger den, bredt ud som et kunstværk med sine enorme klitter. Fra vejen kan vi se hvert eneste af de huller, hvor golfens ældste og mest ansete turnering skal spilles denne sommer.

Da jeg får chancen for at spille Dunluce Links, kun få uger inden The Open skal afgøres her, så føles det som at træde direkte ud på den største af alle scener. De blå tribuner prydes med et portræt af The Claret Jug og står som så mange gange før klar til tusindvis af tilskuere. Flagene flagrer over fairways og hvert hul emmer af dramatik. Her kræves der mod og en god portion ydmyghed – for opgaven er alt andet end let.

Et mesterværk i det fjerne

Klubben blev grundlagt i 1888 og banen blev designet af Old Tom Morris, men det var med Harry Colts renovering i 1929, at Royal Portrush virkelig blev klassificeret som et mesterværk: fairways, der fletter sig ind i landskabet, de dybe bunkere er strategisk placeret og udsigten er i en klasse for sig blandt British Open-banerne.

De enorme afstrømningsområder skaber lange skygger, og gigantiske klitter i kombination med den brede strand giver Royal Portrush sin unikke, billedskønne karakter.

Det er et sted, hvor golfspillere valfarter til, og en bane, som på alle lister rangeres blandt de allerbedste i verden.

Calamity Corner – undgå katastrofen

Men trods dette måtte Portrush vente på sin plads i rampelyset. Først i 1951 spillede man The Open her, efter flere års lobbyarbejde og kompromisser. Logistik og politik holdt siden banen borte fra The Open-rotationen i hele 68 år, indtil R&A vendte tilbage i 2019. Der krævede man opgraderinger – og klubben leverede. Der blev tegnet to nye huller af Martin Ebert, banestrækningen blev ændret og afslutningen blev forstærket. Calamity Corner, et af verdens mest ikoniske par 3-huller, har nu nummer 16.

Her står man med vinden piskende fra højre og en slugt, der åbner sig mod Atlanten, og har egentlig kun et alternativ: ramme greenen eller notere en dobbelt bogey på scorekortet. Mange har fået deres drømme knust her, men den legendariske Bobby Locke fandt sin egen løsning – et afstrømningsområde lige til venstre for greenen. Under turneringen i 1951 lykkedes han med at lave par herfra ved samtlige fire runder – hvilket har gjort, at pladsen i folkemunde kaldes Locke’s Hollow.

I år er det blot tredje gang The Open spilles her. Og måske bidrager auraen af utilgængelighed til mystikken.

Og det er ikke kun golfen, der skaber indtryk. Ruinerne af Dunluce Castle, der har givet banen sit navn, vogter fra klippen, indtil femte hul. Og kun nogle minutter borte venter Giant’s Causeway – et geologisk under i form af sekskantede stensøjler, omgivet af myter om irske kæmper.

For mig blev oplevelsen meget mere end bare golf. Det var som at føle historiens tyngde i hvert slag, at forstå Rory McIlroys tårer og Shane Lowrys vilde glæde. For en dag at få lov til at stå på samme tee som heltene – og se om mit spil kan modstå Atlanterhavsvinden.

LÆS MERE: Efter urolighederne – sådan blev Portrush en British Open-bane igen