Bliv ven med dine ”missere”

Tilhører du en af de mange golfere, som spenderer utallige timer på rangen og øveområdet, hvor alting kører derudaf og bolden ender lige der, hvor den skal, men når du er ude på banen er selvtilliden og spillet pludselig pist væk? I så tilfælde er det på høje tid at begynde at investere mere tid i strategi og mental træning – og således spare vigtige slag på hver runde.

Når slagene, vi har trænet på rangen ikke fungerer, som vi har tænkt på banen, er det nemt at blive usikker på vores praktiske formåen. Svingene er ofte et udtryk for de tanker og den mentale tilstand, vi tager med os, når vi står over bolden. Det gælder om at have en klar og tydelig intention med slaget og ikke blive usikker og lade tankerne tage over. Du skal træne det, du vil være bedre til, og hvis dit slag fungerer ude på rangen, men ikke på banen, skal du træne i at udføre slagene under mere spillignende forhold.

Skab rutiner på rangen

Rangen og øveområdet er et godt sted at træne og skabe rutiner, som hjælper dig, og som giver dig de største chancer, for at dine slag skal lykkedes på banen. Sæt dig mål, visualisér forhindringer, afprøv forskellige køller og afstande og forsøg at tage nogle minutters pause mellem slagene – ligesom som på banen. Jo flere spillignende situationer, du øver dig i, desto bedre forberedt og afslappet vil du være, når du støder på dem ude på banen. Træn, sådan som du spiller.

Tilpas dine forventninger

Vores forventninger påvirker vores tilstand både fysisk og mentalt, og dermed også vores resultater og reaktioner på disse resultater. Om foråret går vi for eksempel ud på første runde uden forventninger og spiller ofte let, afslappet og godt. På næste runde er forventningerne skruet op, og så spiller vi måske lidt dårligere.

Mange amatørspillere forventer at slå mange gode slag, for at runden skal være vellykket.

De professionelle slår cirka fem slag pr. runde, som de er rigtig tilfredse med, resten er bare ”missere”. Derfor ville det gavne mange amatører, hvis de skruede forventningerne til antallet af gode slag på en runde ned.

At lære mere om deres begrænsninger er godt for alle golfere. For nogle spillere handler det om at håndtere en misser på en måde, der gør, at man på sit næste slag ikke gentager den, blot fordi man ikke har afsluttet det foregående slag rent følelsesmæssigt. Du skal ganske enkelt kunne fortsætte og ryste fejlene og de dårlige slag af dig.

Identificer dine typiske missere

Hvis du ved, hvad der er din mest almindelige misser, kan du lave en strategi, som vil kunne forbedre dine muligheder for at forbedre din score.

Golfpro’er taler ofte om at ”misse rigtigt”, og det kan vi andre tage ved lære af. En tydelig banestrategisk tankegang er ganske enkelt noget, som motionsspillere også kan tjene slag på.

Som eksempel kan du træffe beslutning om slag ind mod en green ud fra, hvor det er lettest for dig at lave et indspil, hvis indspillet ikke går som planlagt. Er der for eksempel en bunker til højre for green, og du ikke har det godt i bunkeren, kan du sigte på venstre siden af green, eller ligger du mellem to køller og har en vandforhindring foran green, så bør du tage den lange kølle. En anden vigtig del med spilstrategi er at være ærlig overfor sig selv og spille med de slag, du kan præstere på dagen, og ikke tage udgangspunkt i det bedste slag, du nogensinde har slået.

Større nærvær

Golf er en mentalt kompleks idræt, hvor både tanke og tilstand påvirker præstationen i hvert slag. At kunne håndtere sin tankevirksomhed og coache sig selv på banen øger chancerne for at flere slag vil lykkedes, når det rigtigt gælder.

Den største udfordring på banen er at være der i nuet, uanset hvad der sker omkring os. Det er noget, de fleste har behov for at øve, og noget du kan have gavn af i andre af livets situationer. Se det som en slags personlig udvikling, men tilpasset til golfbanen. Har du rigtig meget succes med din træning, kan du faktisk have gavn af din udvikling også uden for banen. 

 

Mentale strategier det her kan du arbejde med:

Hvad er vigtigt for dig?
Prøv at spørge dig selv om, hvorfor du spiller golf, og læg rammer for dit spil, der matcher det.

Hvad kan du selv gøre?
Overvej hvilke dele du faktisk kan påvirke. Skaber du de rigtige forudsætninger for at spille den golf, du gerne vil? Hvad skal du ændre, forbedre eller forenkle for oftere at opnå succes med det, du gerne vil? Og hvem kan hjælpe dig?

Hvad træner du?
Der findes et udtryk, som siger, at man bliver god til det, man træner. Så hvad træner du, og gør træningen dig bedre til det, du vil være god til? Hvis det ikke er tilfældet, hvad skal du så justere?

Bruger du din energi effektivt?
Brug din energi på ting, du kan påvirke i stedet for ting, der ligger uden for din kontrol. Eksempler på ting, du kan påvirke; hvem du spiller med, hvor ofte du spiller, dine forberedelser, din fokus, din træning, din attitude, dine beslutninger, dit udstyr og dine reaktioner på, hvad andre gør omkring dig.