Grant: “Sådan håndterer jeg min hadekølle”

Der er fuld fart på i Linns og kæresten Pontus’ nye hjem. Linn griner og konstaterer, at mens hun spiller sig til de store penge, må Pontus tage sig af havearbejdet. Eller nå ja – for at frigøre tid, så han også kan satse på sin golf, bliver der i øjeblikket anlagt en stor træterrasse over en stor del af haven.
– Jeg tror ikke, han er helt vild med sin rolle, griner hun.
Selvom de store konkurrencer primært spilles i USA, har Linn – i modsætning til mange af hendes konkurrenter – valgt at have sin base hjemme i Helsingborg.
– De fleste af de mennesker, jeg arbejder med, er her. Min svingtræner Steven Jeppesen, min fysiske træner og også den støtte, jeg får fra forbundet. Hvis jeg ikke boede her, ville jeg enten skulle rejse hertil for at mødes med dem, eller også skulle de rejse til mig. Det ville betyde endnu mere rejseri.
– Men en stor grund er også, at det er her, jeg gerne vil være, når jeg har fri. Mange siger, at det ville være mere effektivt og praktisk at have min base i USA, men når jeg har fri, vil jeg virkelig kunne mærke, at jeg har fri og få min energi tilbage. Og der er intet, der slår følelsen af at komme hjem. Her kan jeg møde alle dem, jeg gerne vil se, og jeg er i et miljø, der føles roligt og hjemligt for mig.

Selvtilliden er afgørende

Hvis du har det godt, spiller du godt. Det er Linns holistiske tilgang til golf. Work/life balance, kan vi også beskrive det som.
Det er også en balance, der skaber tid til refleksion. Denne vinter har disse overvejelser omfattet udstyr, hvilket har resulteret i, at hun har skiftet putter – to gange, faktisk.
– Nu er jeg tilbage med min gamle putter igen,‟ siger hun og fortsætter:
– For det første skiftede jeg til en anden model og lavede også en masse ændringer i min teknik, både med min stance og hvordan jeg holdt putteren.
– Det var meget sjovt. Jeg så det som et nyt projekt og var meget begejstret. Det så også meget godt ud i træningen, men da vi efter et stykke tid begyndte at se på tallene, stod det klart, at det var noget helt andet i det virkelige liv. Statistisk set var jeg ikke blevet bedre, men måske snarere dårligere.
– Med min tidligere putter havde jeg oparbejdet en selvtillid, som nok vejede tungere, når jeg stod over for de vigtige putts, og som gav mig en god følelse i kroppen.

Det var bare med at få skiftet tilbage, og lektien var „if it’s not broken, don’t try to fix it.‟.
– Sådan er det også med mange andre ting i mit udstyr. I denne sæson har jeg nye hybrider i min bag. Jeg havde Ping G400, men de produceres ikke længere, så det var på tide at finde noget nyt, hvis de skulle gå i stykker.
Valget faldt på den nye G440.
– De var meget lig mine gamle, og det er en sejr i sig selv. Nu er det højeste punkt i boldflugten lidt højere, hvilket gør, at de holder sig lidt hurtigere på greenen, hvilket aldrig er forkert.
Det samme gælder for min fairwaykølle.
– Det har altid været lidt af en hadekølle for mig.
Hadekølle! Har du det som professionel?
– Haha, jeg slår stadig godt til den og har nogle gange brug for den på lidt længere par fem-huller for at kunne nå den på to slag.
Men er du bange for at slå den?
– Nej, det er jeg ikke. Men når jeg rammer den, ved jeg, at mit miss måske er der lidt oftere, selv om misset normalt er ret godt. Den tynde hæl dukker op nogle gange. Sådan har det altid været for mig.
Hvad skal du gøre med din hadekølle? Er der noget trick til at håndtere det?
– For mig er det visuelt. Jeg kan bedre lide at ramme en hybrid end en fairwaykølle, og så handler det meget om at prøve at slå mere med fairwaykøllen under træningen og så også turde bruge den mere i live-mode. Hvis du ikke bruger den, er det ikke værd at have den i din bag.
– Så er det også vigtigt at være indforstået med, at ikke alle køller i din bag kan være din favorit, men at du stadig kan finde en måde at bruge den på en god måde. Måske har du også et trick til netop den kølle.
– For mig er det virkelig at turde ramme jorden og ikke svinge køllen så fejende som en driver. Den slags bemærkninger kan hjælpe med at få det bedste ud af køllen.

Et spil, der passer til de store konkurrencer

Marts er blevet til april. De store konkurrencer nærmer sig med hastige skridt, og Linn beskriver sin form som god. Men der har været nogle missede kvalifikationer i løbet af vinteren og foråret.
– Det er ikke særlig sjovt, men det giver dig plads til at tænke på en måde, som du måske ikke ville gøre i løbet af en weekend med konkurrencer.
Hvad har du lært af din research?
– En ting er at acceptere, at ikke alle baner kan være dine yndlingsbaner, og at der er et mønster i, hvilken slags baner der passer til dit spil.
Hvad er dit mønster?
– Det sjove er, at de baner, hvor jeg spiller absolut bedst, er dem, der minder mig om, hvor jeg voksede op. De har måske ikke stenhårde greens, og fairways er måske lidt blødere. Jeg slår bolden langt op i luften i forhold til mange andre, og det betyder, at jeg nyder godt af, at banerne spilles lidt blødere og længere.
– Men det handler også om en følelse. Jeg slår mere ned på bolden end mange andre piger, og så snart jorden bliver hård, påvirker det følelsen, måske betyder det endda, at du er nødt til at svinge fladere, og der er kompensationer på grund af det.

Linn er sikker på, at netop hendes mønster egner sig til de store konkurrencer.
– Jeg tror, at de store turneringer vil passe mig. Jeg kan godt lide baner, hvor man skal være tålmodig, og hvor man ikke skal lave 12 birdies pr. runde, men hvor det mere handler om at tage så lidt skade som muligt. Så jeg ved, at de turneringer, så længe jeg kommer med den rette indstilling, passer mig rigtig godt. For det er den slags golf, man skal spille der for at få succes.

„At finde den rette indstilling til at få succes‟

„Den rigtige indstilling‟. Kommer du nogensinde til en konkurrence med den „forkerte indstilling‟?
– Nej, men til nogle konkurrencer har man ikke overskud til at være tålmodig. Det kan skyldes, hvad der er sket i tidligere konkurrencer, eller helt andre omstændigheder. Nogle gange føles det som en boksekamp, hvor man får nederlag efter nederlag, og så skal man et eller andet sted være i stand til at rejse sig og slå igen. En stor del af planlægningen handler om at sikre, at man har energien til at gøre det.
Hvordan forbereder du dig til disse konkurrencer?
– Jeg prøver at undgå for meget besvær, og når jeg er der, sparer jeg så meget energi som muligt, indtil konkurrencen starter.
Du havde en stor udgivelse med Adidas under British Open sidste år. Er det ikke en typisk ting, der kræver energi?
– Begge dele. Jeg synes, den slags er meget sjovt. Så måske ville andre spillere have følt, at de absolut ikke havde lyst til at gøre sådan noget i en major-uge, men for mig var det en motivation. Da jeg havde spillet fem slag over par den første dag, tænkte jeg bare: „Vi har arbejdet på det her i to år, og jeg kommer til at misse cuttet, det er umuligt‟. Jeg besluttede mig bare for at klare cuttet og på en eller anden måde også blive set i løbet af weekenden. Der var så mange mennesker, som havde arbejdet på det her, og efter den dårlige start ville jeg virkelig gerne gøre det for dem.
Hvordan oplevede du den slags pres? Vi plejer at tale om indre og ydre motivation, og det her var i høj grad ydre.
– Jeg synes, at ydre pres er sjovt, hvis man ved, hvordan man skal håndtere det. Det kan også være pisseirriterende, når man føler, at det er overvældende. Men denne gang tænkte jeg bare, at alle involverede ønskede, at det skulle gå godt, energien var meget positiv, og jeg vidste også, at ingen ville blive sure, vrede eller bryde nogen kontrakter, bare fordi jeg fejlede.
Kommer der en lignende udgivelse i år?
– Under Chevron Championship har jeg Adidas‛ nye tøj på, ligesom Ludvig Åberg havde det under Masters. Der er flere rigtig fede beklædningsgenstande, og jeg synes også, det er sjovt med denne type snak, der handler om mere end birdies og bogeys.
– Det bliver rigtig sjovt!