Golfens psykologer – sådan arbejder caddien

Det handler om så meget mere end bare at bære køllerne.
Vi har talt med Golfstore-proen, den tidligere tourcaddie Magnus Andersson, og undersøgt caddiens egentlige rolle nærmere.
– Det er lidt som at være psykolog, siger han.

Da vi taler sammen, er Magnus Andersson hjemme. Han grubler. Rangen på Växjö GK skal nemlig bygges om, og han vil have, at det ligner så meget golf ude på banen som muligt. Træn, som du spiller. Det er jo sådan hans elever bliver bedre.
– Det er godt at have en form for ønskeliste for fremtiden; hvordan et træningsanlæg burde se ud, så jeg sidder og udtænker nogle idéer om dette.

I drømmene findes alt lige fra målbilleder til avancerede puttinggulve, hvor man kan tilpasse overfladen vha. en app på mobiltelefonen. Man kan f.eks. genskabe puts, som en dag kan vente ambitiøse juniorer ude på touren.
– Du kan genskabe Jack Nicklaus put på 17. hul, da han vandt Masters 1986 eller Seve Ballesteros put på 18. hul, da han vandt The Open på St Andrews, fortæller Magnus begejstret.

At det er muligt at skabe endnu bedre forudsætninger for golftræning, er positivt, men golftræning består stadig i stor udstrækning i at slå ensartede slag på drivingrangen, hvilket slet ikke minder om det, der senere venter ude på banen.
– En hel del påvirkes faktisk af aftaleformen mellem klub og træner, og om man er ansat eller ej. Jeg har haft den fordel at være ansat i en række år, og så kan jeg sprede aktiviteterne ud over hele året, og på den måde periodisere og skabe udvikling. Vinteren er f.eks. perfekt til at arbejde med teknik, da vi ikke skal ud og præstere et resultat på golfbanen.
– Men i golfklubber, hvor aftaleformen ser anderledes ud, betyder det, at træningen måske først begynder i april. Så skal juniorerne måske træne teknik i løbet af sæsonen, hvilket kan føre til en konflikt, der gør det svært at præstere gode resultater ude på banen.

Lige netop det med at præstere ude på banen er den faktiske årsag til vores samtale. Sveriges nye storstjerne Ludvig Åberg har trods store succeser valgt at skifte caddie.

Det har fået mig til at spekulere over, hvad der faktisk er caddiens rolle.

Magnus Andersson på sin side har båret baggen for nogle af Sveriges dygtigste, og driver en caddieuddannelse inden for PGA of Sweden’s regi.
Hvis nogen har svaret mit spørgsmål, så er det ham.
– Caddiejobbet handler om at hjælpe sine spillere med at præstere så godt som muligt i en konkurrencesituation. I dagene op til konkurrencen handler det om at forberede sig så godt som muligt og skabe forudsætninger for at præstere, siger han og fortsætter:
– Rigtigt meget handler derefter om den mentale del. Ude på touren er alle dygtige til at slå en golfbold, men de er mere eller mindre modne til at træffe en klog beslutning.
– Ser vi f.eks. på Ludvig, så er den modenhed han udviser, den tryghed han har og bevidstheden om sine egne styrker utroligt imponerende, men måske først og fremmest hvordan han forholder sig til dem og spiller ud fra disse parametre. Det minder lidt om Tiger Woods, da han kom ud på touren.
– Der var mange, som mente “Tiger er ung, og det kan virke lidt umodent”, men han var moden mentalt. Det handler om at have en forståelse for sin egen kapacitet, uden at bryde sig om, hvad andre spillere gør og hvordan de spiller.

Et af Magnus bedste caddieminder fandt sted i 1996. Han have taget sabbatsår fra trænerjobbet for at lære mere om livet ude på touren. I Scottish Open skulle han bære Mats Hallbergs bag, og nu var han netop fløjet fra sidste uges konkurrence uden for Dublin og landet i Prestwick på den skotske vestkyst.
– Jeg havde spillet golf siden 1979, men havde aldrig været i Skotland, fortæller han.
– Vi gik fra lufthavnen til togstationen, og forstod, da vi stod på perronen, at “her ligger jo Prestwick Golf Club, hvor de første Open blev spillet”. Derefter passerede vi Troon og kom op til Carnoustie, hvor Ben Hogan jo vandt i 1953. Mats og jeg gik ud på banen og diskuterede Ben Hogans strategier. Det var så uendelig meget golfhistorie og golfnørderi.
– Men det stærkeste minde var måske, at Mats blevet udtrukket til at slå ud først i hele konkurrencen, og da vi stod på første tee og Ivor Robson slog på mikrofonen for at byde velkommen til Scottish Open og introducerede Mats… da græd jeg.

Det skulle dog vise sig langt fra at være ugens sidste tårer.
– Da der var præmieoverrækkelse og sækkepibebandet kom over broen på 18., så stod jeg uden for klubhuset og flæbede igen.
Mats Hallberg var blevet nummer tre i konkurrencen, hvilket betød, at han kvalificerede sig til The Open på Royal Lytham & St Annes.
Og det er en fortælling for sig selv.

I ugens løb på Carnoustie havde Mats været meget tydelig med, at han ikke ville vide, hvilken placering han havde på pointtavlen. Fokus skulle være på processen og at slå gode golfslag, hvilket var ord som Magnus tog alvorligt.
Da Mats på finaledagen lavede en birdie på 14., var der placeret en gigantisk pointtavle meget tæt ved green, Magnus så, at de var i delt føring og skyndte sig hen til sin spiller for at lægge armen omkring ham og sætte kursen hen mod næste tee. Mats nåede ikke at set det!
– Pludselig kom der en golfbil med fotografer, og da han senere puttede på 16., sad der 30 fotografer med kameraer og fotograferede Så kaldte Mats på mig og sagde “det går nok ganske godt nu, ellers havde de ikke siddet der?”
– Jeg svarede “det er muligt, men koncentrer dig nu om linjen og farten, så tager vi det derfra”. Pointtavlen var én sag, men mit job dengang handlede om at hjælpe ham med at fokusere på de rigtige ting.

Da Mats havde spillet dagens sidst put, omfavnede Magnus sin arbejdsgiver og ven; “det er afgjort, at vi er med i The Open!”.

1996 var et efterår som i mange henseender blev tilbragt sammen med Patrik Sjöland. Mod slutningen af sæsonen var Sjöland gået sine egne veje med sin caddie, og da Magnus havde trænet Patrik i sæsonerne 1994 og 1995, var det naturligt for ham at spørge, om Magnus ikke ville bære baggen ved årets sidste tre konkurrencer; Dunhill Cup på St Andrews, Volvo Masters på Valderrama og World Cup nede i Sydafrika.
– Sikke nogle steder! Det var ikke et noget svært valg for mig… At gå caddie på St Andrews var helt fantastisk. Og desuden mødte vi Steve Stricker, som var utroligt imponerende at se.

Hvad lærte du som caddie på alle disse ture?
– At den vigtigste opgave er at sørge for at spilleren har det godt mentalt, at kunne motivere og opmuntre, og at aflæse situationen og spilleren.
– Ofte har spillerne et team med coaches, men caddien er den person, der tilbringer langt den største tid med spilleren. Når det er sagt, er det vigtigt at kunne være med og påvirke en andens tilstand.
– Dernæst gælder det om at være forberedt, at have styr på køllerne og baneguiden. Der er ikke behov for unødvendig stress i omgivelserne. Jeg plejer at sige, at “et sandkorn er ikke besværligt, før du har det i strømpen og skal gå 100 kilometer. Til sidst kommer der vabler på fødderne, og så kan du ikke gå længere.
– Når jeg har mit caddiekursus, så taler vi rigtigt meget om at finde ud af, hvilke forventninger spilleren har til dig, og hvad han eller hun, ønsker at du skal gøre. Men det handler også om helt basale ting som, hvilket system der skal være i baggen. En del spillere er ligeglade, mens andre vil have, at køllerne er placeret i de helt rigtige rum.
– Det er meget hurtigt at skabe grund til irritation, som betyder, at spilleren ikke er i den rigtige tilstand til at slå et slag.

Nogen, der ofte kender spilleren bedre end andre er jo forældrene, hvordan ser du på forældre, der påtager sig caddievesten?
– De har fulgt deres barn, som et individ i hele barnets liv, og ved ofte, hvordan barnet reagerer på forskellige ting. Der findes også tilfælde, hvor de går ind og gør for meget, og reagerer med følelser som en professionel caddie måske ikke havde gjort.
– Jeg husker, dengang jeg var junior og min far gik caddie. Han satte ofte køllerne det forkerte sted, og jeg kunne blive utroligt irriteret over det. Men egentlig skyldtes irritationen jo, at jeg var stresset over konkurrencesituationen og bange for at fejle. Så søgte jeg noget udenfor mig selv, jeg kunne skyde skylden på, f.eks. en person som jeg vidste altid ville være der, uanset hvordan det gik.
– Det er ikke noget, jeg er stolt over i dag, men han var der altid for mig. Og det er klart, at det skaber en tryghed at vide, at man er accepteret, uanset hvordan det går.

Når jeg ser tilbage på min egne konkurrencer, så var det enten jackpot eller en total katastrofe, når mine forældre gik caddie for mig.
– Vi husker de ting, vi lægger mange følelser i. Når det går godt, så er der noget euforisk over det. Når det er gået dårligt, så er det svære følelser at håndtere, men de er stærke, og derfor husker vi dem.
– Min far gik bort for næsten et år siden, og når jeg nu tænker tilbage, så husker jeg dårligt nok hverdagssituationerne, mens jeg husker de store og fine øjeblikke meget tydeligt. Mine børn og jeg taler meget ofte om, hvordan vi rejste ned og fejrede fars 80-års fødselsdag på Gran Canaria, for det er så gode minder, som vi vil mindes resten af vores liv.