Dette kan du lære af en blind golfspiller

Forestil dig, at du står på fairway med et 9-jern i hånden. Du jager den der birdie, du så gerne vil have. Men alt er sort foran dine øjne.
Det er virkeligheden for den blinde konkurrencegolfspiller Ronald Boef. Vi har talt med hans træner Adrian Morley om, hvordan han på bedste vis hjælper sin elev – og hvad andre kan lære af hans så imponerende elev.
– Ronald er meget let at undervise. Han har en fantastisk humor, og jeg plejer at drille ham med at sige, at han er som en god soldat. Siger jeg til ham, at han skal hoppe, så hopper han uden at stille spørgsmål. Det kan godt være, at han på grund af sin blindhed er så åben over for alt, og har meget let ved at lære tingene.

Selv begyndte Adrian Morley at spille golf, da han var ti år. Lige siden har han på mange måder levet et liv i golfens tjeneste. I starten var det hans ambition at blive en succesrig konkurrencespiller. Han deltog i konkurrencer i både Europa og Asien, men da succesen lod vente på sig og drømmene ikke blev indfriet, så begyndte Adrian at kaste sig over det næstbedste han vidste, nemlig at undervise.
– Allerede i 1987 tog jeg over for at spille golf på universitet i USA. Jeg læste på Northwestern University, uden for Chicago. Det var ikke mange, der tog derover dengang. Derefter blev jeg professionel og spillede med på Asientouren i nogle år. Det var i Asien, at jeg mødte Thomas Lloyd, der arbejdede som teaching professional i Tyskland. Vi blev gode venner, og jeg uddannede mig hos ham.
Med gode flyforbindelser var Tyskland også en perfekt base for konkurrencespillet, og det var netop under en konkurrence i Prag, at Adrian mødte sin kommende hustru, hvilket også viste sig at være billetten til at komme til Holland, hvor han i dag bor og underviser.
– Jeg har boet og arbejdet her i 30 år nu. Jeg spillede godt, men ikke godt nok, og da jeg begyndte at spille endnu mindre, så gik resultaterne også tilbage. Det betød, at jeg i højere grad fokuserede på undervisningen.

Og det var på denne måde, han mødte Ronald Boef.
– Så vidt vi ved, er Ronald den eneste blinde konkurrencegolfspiller i verden, der også er født blind. Jeg har været med ham til en række internationale konkurrencer, og han er i hvert fald den eneste, jeg er stødt på.
– 2018 ringede hans far mig op og fortalte, at de ledte efter en træner, og jeg kendte til Ronald, eftersom han temmelig ofte havde været i de hollandske golfmagasiner. Jeg tænkte straks, at dette ville blive en sjov og spændende udfordring.
– Jeg er venstrehåndsspiller, og for at forstå udfordringen bedre, så forsøgte jeg at slå bolde fra højre med bind for øjnene. Men det er naturligvis ikke det samme. Jeg vidste jo omtrent, hvor bolden lå, og jeg ved jo også, hvordan en golfbane ser ud. Ronald har aldrig set græs eller en golfbold.

Trods udfordringerne går golfen godt for Ronald, der morer sig ude på banen.
– Han kan slå cirka 140 meter med driveren. Problemet kan til tider være at finde svingets laveste punkt, og hvor køllen skal ramme bold og jord. Så det, vi forsøger at gøre, er at skabe referencepunkter, og bevidst at slå top- og fejlslag og ramme bolden på hælen eller tåen. Det skaber indsigt og betyder, at han ved, hvordan de forskellige slag føles og kan korrigere efter det.
Forskellige hældninger skaber udfordringer for Ronald, ligesom højt græs eller sand. Men der findes bestemt masser af andre golfspillere, der kan lære noget af Ronalds fremgangsmåde. Eftersom han ikke har noget syn, må han i stedet sætte sin lid til sine øvrige sanser.
– Han kan fornemme duften af en vandforhindring og høre et springvand. Men er der vand i vejen, så fortæller vi det ikke til ham. Har han f.eks. et 9-jern i hånden, skal han jo stadig slå lige godt, uanset om der er vand eller ej, siger Adrian og afslutter:
– Ofte hjælper det ikke at forsøge mere. Når du har out-of-bounds eller vand i spil, er der mange, som begynder at tænke på det, snarere end på den faktiske opgave med at slå bolden i hul.