Stjernernes køllemager

Adrian Rietveld kender mange af golfens superstjerner bedre end de fleste. det er ham, der bygger deres køller.

Få er så respekterede blandt tourprofferne for sin viden som Adrian Rietveld. Af de spillere, der er rangeret som de 50 bedste i verden netop nu, har han nok arbejdet med 35, ”i en eller anden form”, som han selv udtrykker det. Der findes dem, der siger, at han er den bedste i verden til custom fitting. Han kommer oprindeligt fra Sydafrika, men har nu sin base i England. En stor del af sin tid tilbringer han dog på golfbaner rundt omkring i verden. Han rejser 45 uger om året.

– Jeg elsker det, siger han.


Han er lidt forsinket til vores møde i Basingstoke, en times tid syd for det centrale London. Hans søn er syg, og Adrian skal huske, at gribe chancen og tage sin fortjente del af forældreansvaret. Sønnen hedder i øvrigt Justin, døbt efter en af Adrians bedste venner, hvis efternavn er Rose.

– Han var den første spiller, der kom rigtigt tæt på mig, fortæller Adrian. Vi har haft et godt samarbejde i årenes løb. Han er yderst omhyggelig med detaljerne. Han er præcis, i alt hvad han foretager sig. Han er bestemt, men yderst let at holde af som person. Men du skal vide at… i kampens hede, så er disse spillere hensynsløse. De lader sig ikke slå ud. De vil sejre. Måske ikke for enhver pris, men… de giver alt. 

Adrians arbejdsplads på touren er en specialbygget lastbil. Indvendigt er der et værksted og et lille lager. På et effektivt udnyttet areal findes alt, der skal bruges til at bygge eller justere en golfkølle. Desuden findes der caps, bolde, handsker og andet, som spillerne skal bruge til turneringer. 

Bussen er en service til alle spillere, der vil have en TaylorMade-kølle med i baggen. Det handler om alt lige fra spillere, der har baggen fuld af TaylorMade-køller til dem, der kun har nogle enkelte. Eller som er nysgerrige og gerne vil teste en. Arbejdsugen begynder næsten altid i en lufthavn, tidligt mandag morgen. Meget tidligt. Adrian tager det første fly til den bane, hvor ugens turnering afholdes. 

Her venter lastbilen på ham. I hvert fald hvis afstanden er overkommelig, og hvis der findes en bro eller en færge, som kan bringe lastbilen til den aktuelle bane. Så er lastbilen med. Det plejer at være omkring 25 turneringer hvert år. Når turneringerne spilles i eksempelvis Sydafrika eller i området nær ved Dubai løser de servicen til spillerne på en anden måde.  


Tirsdagen er ugens mest hektiske dag. Det er her, hvor de fleste møder op med deres ønsker. En del vil skifte køller, andre vil justere en detalje. Om onsdagen tester mange det nye, de bedste spillere gør det ofte i en pro am. Adrian forlader banen hen mod eftermiddagen og er hjemme omkring midnat. Torsdag morgen tager han ind til kontoret i Basingstoke og forbereder næste uges turnering. Sådan bliver han ved, 45 uger om året. Bortset fra når der spilles flere turneringer i træk på mere afsidesliggende steder som Abu Dhabi, Dubai og Qatar. Så bliver han i tre uger. 

– Alle jobs har deres udfordringer. At rejse er en stor del af arbejdet. Hvis du kan klare at rejse, så er det verdens bedste job, siger han.

Han har arbejdet i 12 år med custom fitting på højt niveau. Eller, som han udtrykker det:

– Jeg har kigget på boldflugt i 12 år.

Hans titel er Senior Manager i Tour Department. Hvilket betyder, at han ikke bare er ansvarlig for at sørge for, at de spillere, som har kontrakt med TaylorMade, har de bedste forudsætninger. Han er også en talentcoach, der skal knytte nye interessante spillere til varemærket.

Efter interviewet taler han varmt om de danske brødre Nicolai og Rasmus Højgaard. Under interviewet er de stadig amatører, men i det øjeblik de blev professionelle, hvilket de blev ved årsskiftet, skrev de kontrakt med TaylorMade. Ifølge Adrian har de et sjældent set talent. Adrian kan tale meget om de tourspillere, han ofte arbejder med, men han taler allermest om Rory McIlroy.

– Han er vor tids Arnold Palmer. Yderst flamboyant. 

Adrian, der har set ham på nær hold, tror, at Rory vil komme til at dominere i verdensgolfen i de kommende ti år.

– Jeg tror aldrig, vi kommer til at se nogen dominere som Tiger gjorde, da han var bedst. Men når det er sagt, kan du kan citere mig for dette: Rory vil blive den bedste golfspiller i verden i de kommende 10 år. Han er den mest talentfulde spiller, jeg har haft privilegiet at arbejde med, og jeg har arbejdet med mange af de bedste. Alle har de deres helt egen unikke evne og format, men Rory McIlroy udvikler sig konstant. Han er ikke et færdigt produkt. 

Tests med Rory adskiller sig på afgørende punkter fra sessioner med andre spillere.

 – Rory får det meste til at fungere. Hos mange andre spillere er processen stringent og kalkuleret. Når vi er i gang med Rorys udstyr, har han i høj grad forståelse for, hvordan udstyret kan hjælpe ham. Men samtidig er han så god, at du kan give ham, hvad som helst, og det fungerer, fordi han er så dygtig. Det meste er rigtigt for ham.

Adrian spillede selv golf på højt niveau, inden han fik tilbudt et job som pro på Wentworth i England. En af de mere prestigefyldte klubber i England, hjemmebane for eksempelvis Ernie Els. På Wentworth blev Adrian udvalgt som ansvarlig for TaylorMade Performance Lab – et anlæg, som da det blev skabt for 15 år siden, var et af de få af sin slags. Via et stort antal kameraer kunne svingbevægelsen filmes tredimensionalt, ved hjælp af elektroder, der fastgøres på testobjektets krop. En ret avanceret teknik på daværende tidspunkt. 

Mange dygtige spillere kom for at forbedre deres teknik, men først og fremmest for at afprøve køller. Snart fik tourspillernes trænere så stor tillid til Adrians kendskab til sving og udstyr, at de sendte deres spillere til Adrian uden at følge med selv. Her grundlagde Adrian rygtet om sig selv som en dygtig ”fitter”.

– Til slut blev jeg headhuntet af TaylorMade til at arbejde på touren med spillerne. 

Det var i år 2011. En del af hans succes, tror han, skyldes, at han egentlig er teknisk ingeniør.

– Det er derfor, jeg har så let ved at forstå teknologien bag golfkøllerne. Det fungerer på begge måder: Selvom teknologien kan gøre meget for dig, så kan den også modarbejde dig, hvis du ikke har udstyr, der er afprøvet for dig. 

Det gælder også for amatører. Han har naturligvis alt tænkeligt moderne udstyr til sin rådighed. Men han er ikke afhængig af det.

– Jeg ville kunne klare mig ganske godt uden Trackman, blot ved at kigge på boldflugten. Ofte handler det om, at spilleren ønsker tingene bekræftet ved hjælp af tal. Men jeg tager ikke en Trackman med ud til en spiller, hvis han ikke beder specifikt om det, siger han. 

– Det er vældigt fint med al den moderne teknik, men den er ikke bedre end personen bag udstyret. Man skal vide, hvordan man anvender og kontrollerer de fakta, man får. Når jeg afprøver køller, kommer Trackman ikke med i processen, førend hen mod slutningen, når man vil finjustere tallene en smule.


Golfen har gennemgået en revolution gennem de seneste 10–15 år, mener Adrian. Og så taler han ikke bare om alle de tekniske fremskridt, som skete i udviklingen af nye køllemodeller. Adrian mener, at custom fitting som eneste komponent har betydeligt større påvirkning på amatørernes spil, end hver enkelt af de tekniske innovationer. Han peger på, at den virkelige revolution består i, at denne mulighed ligger inden for alles rækkevidde i dag.

– Nu findes der custom fitting-eksperter i stort set hver eneste golfklub. Det vi har lavet til tourspillerne gennem alle årene, kan i dag laves til den almindelige golfspiller. Før var det en luksus. Nu er det standard.


Vil man have gode forudsætninger, skal man gå til sin pro – og man skal være ærlig. Det er vigtigt, at personen, som foretager afprøvningen, forstår dig som spiller og dine forudsætninger. 

– Skal du investere i nye golfkøller og kun spiller en gang om måneden, fordi du har små børn derhjemme, så er det en information, du skal give videre til afprøveren. Der er altid måder til at finde de rigtige køller til dig. Men som afprøver skal man forstå din situation, dit spilleniveau og dine omstændigheder. Så vær åben over for træneren, siger han.

Og han mener, at man skal gå til en afprøver, der har forstand på sving.

– Det er vigtigt i dag, at en afprøver har forstand på sving. Mange af dem, der er bedst til at skræddersy køller i dag, begyndte som golftrænere. At gå fra golftræner til afprøver er en god vej. Har du ikke basis i coaching, bliver det svært, afslutter Adrian.