Jeg vil vinde flere majors

"Jeg kan slå bolden derhen, over vejen og huset og de mennesker, der står og træner derhenne”, siger Dustin til fotografen fra den engelske avis. Fotografen nikker bifaldende og siger, at det ville være dejligt, for derhenne er lyset godt.

Superintendenten Diego ser nervøs ud. Han hoster anstrengt og spekulerer på, om det ville fungere, hvis man slog den anden vej, ikke hen over huset, men derimod over vejen og ind på rangen. Både fotografen og Dustin mener, at det kan fungere. 

Selv ser jeg bare en masse træer. Hvor skal han slå bolden hen efter deres mening? Det siger ”smæk”, og bolden flyver afsted. Over træerne i et svagt fade og… ja, der ligger nok en range et eller andet sted der, hvor bolden lander. Sådan er det ofte med Dustin Johnson.Han slår en golfbold til steder, ingen andre kan forestille sig.

Vi befinder os på Bear’s Club i Jupiter, nord for West Palm Beach i det sydlige Florida. Placeringen bliver ikke bedre. Som navnet antyder er det Jack Nicklaus, der står bag banen. I 1999 åbnede den, og målsætningen var og er helt klar: at tilbyde en ekstraordinær golfoplevelse for medlemmerne. Kører man forbi indkørslen til det ekstraordinære, kører man direkte ind til Trump National Jupiter Golf Club i stedet. Dette er heller ikke et sted, der er de fleste forundt. Det er en helt anden verden.

Dustin voksede op i Columbia i South Carolina. Han var en typisk sportsmand, der udøvede mange forskellige idrætsgrene: fodbold, baseball og basket bare for at nævne nogle stykker.

”Golf spillede jeg kun om sommeren. Min far var golfpro, så jeg tog gerne med ham på arbejde. Her hang jeg ud ved poolen eller spillede golf. Min far lærte mig grundprincipperne, men det var først og fremmest ved at være med på rangen og se, hvordan de dygtige spillere gjorde, at jeg lærte at spille. Jeg spillede også meget på banen”. 


Dustin var kun fem år, da han begyndte at spille golf. Han var allerede dygtig i en ung alder.

”Jeg mindes, at jeg altid var temmelig god for min aldersgruppe”, siger Dustin beskedent. Som 14 årig gik han 64-64-64 på en par 72-bane. Fra backtee. ”Det var i løbet af mit andet år på college, at jeg virkelig begyndte at tro på, at jeg ville kunne spille på PGA-touren. Jeg vandt East Regional i Tennessee (stor amatørturnering, red. anm.) med mange gode spillere i startfeltet. De sidste to år på college var jeg rangeret som en af de bedste amatører i USA”, fortæller Dustin.

Dustin Johnson er nu 34 år. Det er ikke uden grund, at mange i temmelig mange år har beskrevet ham som det største golftalent siden Tiger Woods. Han er 194 centimeter høj og har enormt lange arme. Hans sving ser lidt specielt ud - venstre håndled på toppen af tilbagesvinget er ikke en del af den ortodokse golftro - men uha, hvor afsindigt langt han kan slå en golfbold. Få golfspillere har en evne til at vride sig så meget på toppen af bagsvinget som Dustin. 

Men Dustin Johnsons golf er meget mere, end bare at slå langt. Dustin har vundet mindst en turnering på PGA-touren hver sæson gennem de seneste elleve år. Eller med andre ord: han har haft mindst en sejr for hver sæson, han har spillet på PGA-touren. Det er ingen andre spillere i nærheden af. 

Ganske vist havde Tiger Woods i begyndelsen af sin karriere 14 sæsoner i træk med mindst en sejr. Jack Nicklas og Arnold Palmer opnåede hver især 17 sæsoner i træk. Og der findes flere før ham i historiebøgerne. Men her og nu er Dustins 11 sæsoner i træk med sejre på PGA-touren den overlegent længste sejrsrække. Dertil kommer, og det er det rigtigt interessante, at han gennem de sidste tre år har skruet op for tempoet.

  • 2016. Tre sejre, inklusive en major: US Open 2016.
  • 2017. Fire sejre, hvoraf to var WGC-titler.
  • 2018. Tre sejre.

Da sidste sæson blev opgjort, havde han samlet set 19 sejre på PGA-touren og havde været rangeret som verdens bedste i sammenlagt 81 uger. 64 af disse uger i træk fra begyndelsen af 2017 indtil midten af maj 2018, den femte længste periode, siden man begyndte med verdensranglisten i midten af 80’erne.

Der var tre ting ved Dustins golf, der forandrede sig før sæsonen 2016. 

For det første ændrede Dustin sit naturlige slag. Hele livet havde han spillet med draw, men pludselig begyndte han at spille med fade. Dustin har arbejdet med trænerguruen Butch Harmon siden 2010. (Dustin får også hjælp fra Butchs søn Claude og sin gamle collegetræner Allen Terrell). I næsten fem år arbejdede Butch med, at Dustin skulle begynde at slå fade i stedet for draw på banen. 

”Den vigtigste årsag til at jeg begyndte at slå fade, var, at jeg havde problemer med at ramme fairway med driveren. Det kunne være 50 meter til højre og 50 meter til venstre. Da jeg begyndte at fade, halverede jeg mine fejl med driveren”.

”Jeg har altid kunnet slå fade, hvis jeg var i problemer. Men det tog lang tid, inden jeg havde selvtillid nok til at slå fade fra midten af fairway uden grund”. 

Gennembruddet kom i december 2015 på Sherwood Country Club uden for Los Angeles.

”Jeg bestemte mig for at gå ud og spille med cut en hel træningsrunde. Det spillede ingen rolle, uanset hvor bolden var, så ville jeg slå et cut. Så jeg gjorde det. Hele dagen. Og der gik det rigtigt godt. Jeg endte på 61…” 


”Næste dag spillede jeg en ny træningsrunde. Også den udelukkende med fade. Jeg fik en ny god score. Så bestemte jeg mig: fra nu af vil jeg fade bolden, når jeg har mulighed for det”.

En anden ting, Dustin ændrede på i vinteren 2015, var wedgespillet. 

”Tidligere havde jeg ingen plan for, hvordan jeg skulle træne, jeg slog kun wedges. Nu har jeg et system, hvor jeg træner med en Trackman, og har tre forskellige slag med hver wedge. Halvt slag, trekvartsslag og et normalt slag. Ja, forresten, jeg har fire slag, for jeg har også et maksimalslag. Jeg ved præcist, hvor langt jeg slår med hver enkelt wedge. Jeg spiller med tre wedges, en pitching wedge, en med 54 grader og en med 60 grader. Af og til, afhængigt af banen, lægger jeg en fjerde wedge i, en 64 graders, på bekostning af et 2-jern”, siger Dustin.

”Jeg træner wedgespillet rigtigt meget. Jeg tror faktisk, at det er den største grund til, at jeg er gået fra at være en god golfspiller til at være en rigtig god golfspiller”. 

Der kan være endnu en forklaring. I 2015 blev Dustin Johnson far. To år tidligere havde han mødt og forlovet sig med Paulina Gretzky, datter til hockeyikonet Wayne Gretzky. Sammen har de i dag to børn: Tatum på 3 år og River på 1 år. 

”Det er klart, at det har påvirket mig at blive far. Det sætter alting i perspektiv. Golf var det vigtigste for mig tidligere. Da jeg blev far, blev det meget hurtigt ikke det vigtigste for mig. Det var en stor forandring. Men en god forandring”.

”Jeg har nok altid været ret god til at sætte tingene i perspektiv og ikke tage golfen så alvorligt, men det hjælper afgjort at blive forældre. Børnene kan meget hurtigt gøre en dårlig  dag til en god dag, når du ser dem igen efter runden”.

I sommeren 2016 gav forandringerne resultat. Dustin Johnson vandt sin første major – US Open 2016 på Oakmont Golf Club uden for Pittsburg. Den hidtil eneste.

”Det var en skøn sejr. Den betød meget”, siger Dustin.

Dustin spillede fejlfri golf i nogle dage. Sådan er det dog ikke altid. Tværtimod rammes selv de bedste af problemer med svinget. Skønt det er på et noget andet niveau. 

”Når jeg spiller godt, misser jeg altid lidt til højre. Når jeg spiller dårligt, misser jeg til venstre, og det kan jeg slet ikke lide. Så skærer bolden ikke, men bliver et rent pull. En smule for kort til højre, eller at jeg skærer den for meget, er meget bedre, for der ved jeg relativt  let, hvordan jeg skal justere det.”

”Oftest kan jeg selv finde frem til problemet, men jeg har også gode trænere, som hjælper mig. Jeg kan lide trænere, der giver dig alternativer til, hvordan du skal løse problemer med svinget. Der findes altid flere løsninger på de samme problemer. Det bedste er, når du får flere alternativer, og du selv kan vælge, hvilken løsning der passer dig bedst”.

”Når jeg svinger godt, eliminerer jeg i princippet den venstre del af banen med driveren. Jeg ved, at mit cut kommer…” 

Pludselig snakker vi køller. Dustin Johnson er en af TaylorMades store profiler. Hvor mange millioner dollar han får hvert år for at spille med TaylorMade er ukendt, men det handler om store penge. Det er også grunden til, at vi mødes et par timer denne dag. Taylor Made skal lancere sin nye driver: M5. 

”Jeg har haft problemer med både min M3 og M4. Det kan lyde lidt underligt, for min statistik sidste sæson var faktisk ret god. Men det føltes bare ikke sådan. Jeg følte mig aldrig helt godt tilpas og havde aldrig fuld tillid til driveren”.

”Først og fremmest havde jeg problemer med at få den til at skære, altså at få den der lille fade i driveren, som jeg gerne ville have. Men det var sikkert bare mig og den måde, jeg svinger på”, siger Dustin og griner. ”Men jeg gør ligesom alle de andre, jeg skylder skylden på køllerne…”. 

”Jeg fik mulighed for at teste M5 for første gang i november. Jeg kunne lide udseendet. Slagfladen er mere lige, og den er hurtigere. Bolden kommer konstant fra køllehovedet fire mph (miles pr. time) hurtigere end med M3.” 

Oversætter man Trackman-sproget til normalt golf-dansk, betyder det, at M5-driveren går lige omkring 10 meter længere. Så skal man vide, at Dustin allerede er en af dem, der slår bolden længst på touren. Han har en svinghastighed på cirka 123 mph med driveren. Det er 10 mph mere end gennemsnittet på touren. 

”Frem for alt kan jeg forme slagene, som jeg vil. Nu får jeg den fade, jeg gerne vil have”, siger Dustin og smiler tilfreds.

En ting, der slår mig, når jeg sidder og taler med Dustin, er at han er utroligt venlig. Pludselig ringer mobilen, han taler kortvarigt og afslutter med et varmt ”I love you”. Det virker som om, at han i dag har det godt og er i balance med sig selv. I tv-udsendelser og på pressekonferencer kan man til tider få indtrykket af, at han ikke har så meget at sige, eller at tingene ikke interesserer ham. Når vi taler nu, tænker han tit over tingene og anstrenger sig for at give et godt svar. Måske har han lært det af sin svigerfar og har udviklet det siden. Morfaren til hans barn. Ishockeystjernen: Wayne Gretzky. 

”Hver gang du er sammen med de største inden for en bestemt idræt, lærer du noget nyt. Jeg har selvfølgelig tilbragt meget tid sammen med ham. Jeg lytter til alt, hvad han siger. Der findes selvfølgelig ting, der er private. Men det er først og fremmest måden, han optræder på, interagerer med andre og det han siger, som jeg har lært noget af. At se hvor beskeden han er”. 

”Jeg lytter også meget efter, når han fortæller om, hvordan han trænede, og hvad han gjorde. Hvorfor han var så meget bedre end alle andre. Det enkle svar er: han ville virkelig vinde, og han arbejdede hårdere end alle andre. Den viden har fået mig til at arbejde smartere”. 

”Jeg drives også af lysten til at vinde. Jeg vil vinde flere majors. Jeg vil vinde flere turneringer. Første mål er at vinde min 20. sejr, så jeg får livstidsmedlemsskab på touren. Jeg vil også have flere chancer for at vinde majors i år”.