VI SPOLER BÅNDET tilbage til 1990. Der er stadig to år til Annika Sörenstam bliver professionel golfspiller. Michelle Wie er et år gammel. LPGA-touren eksisterer næsten ikke. På dette tidspunkt lanceres planerne om at arrangere damegolfens pendant til Ryder Cup. Alt takket være en norsk-amerikansk visionær.

KARSTEN SOLHEIM havde forladt Bergen, i den meget regnfulde vestlige del af Norge. Lige som så mange andre var han emigreret over Atlanten, havde bosat sig i det betydeligt varmere Phoenix, Arizona, og taget arbejde som ingeniør.
I en alder af 42 år begyndte han at spille golf, og det varede ikke længe, inden han anvendte teknikker fra sit fag på spillet med kølle og bold.
Solheim introducerede perimetervægtning, først på puttere og derefter jern. Hans virksomhed Ping etablerede sig som en af markedets førende virksomheder.
Det havde måske noget at gøre med de skandinaviske idealer og idéen om ligestilling. Karsten Solheim havde altid støttet damegolfen, og da han så hvilken succes Ryder Cup havde, og hvad matchen mellem Europa og USA gjorde ved publikum og interessen, synes han kun det var rimeligt, at damegolfen skulle have sin egen match.
Han var blevet fascineret af, hvordan de europæiske herrer endelig havde gjort en ende på den amerikanske dominans, og med Severiano Ballesteros som hærfører vandt i både 1985 og 1987, inden man i 1989 spillede uafgjort.
Med håbet om, at damegolfen ville opleve en lignende interesseudvikling, satte han navn og penge i satsningen på damegolfens pendant.
Det tog ikke mere end fem måneder for den halvnorske visionær at udklække idéen og planlægge samt arrangere den første Solheim Cup. Damegolfens største fest var født.
I 2000 døde Karsten Solheim i en alder af 88 år. Han så aldrig Solheim Cup vokse til hvad, den er i dag. Fem år tidligere overlod han roret for Ping til sin søn John, der sammen med sin mor (og Karstens kone) Louise oplevede, hvordan matchen for alvor er blomstret op.
I dag er det det, som alle kvindelige golfspillere drømmer om.
– At vi som familie har skabt dette sammen, er så utroligt fantastisk, og vi er stolte af, at vores navn står på pokalen, siger John.
Når årets Solheim Cup afgøres på spanske Finca Cortesin, ledes holdet af Norges mest succesrige kvindelige golfer nogensinde; Suzann Pettersen. Det var også hende, der lavede det afgørende put, da Europa vandt på Gleneagles i 2019.
Maja Stark og Linn Grant sluttede 2022 som nummer 1 og 2 på Europatourens samlede rangliste, og vil sandsynligvis begge være at finde på hendes hold. Det er også flot, at begge svenskere spiller med Ping.