alt text

Golf er lettere nu

Var det bedre før i tiden? At det i hvert tilfælde var sværere at spille golf, er noget, der bliver helt tydeligt, når vi taler med Klas Ohlsson, Golfstore-Pro og hickoryentusiast i Lunds Akademiska Golfklubb.
– Golfen er blevet lettere takket være udstyret, siger han.

Hans interesse for gamle golfkøller blev vakt under PGA's træneruddannelse. Der var Klas ofte i selskab med vennen Stefan "Bjällis" Condé, som i dag er træner og driver Golfstore-butikken i Båstad Golfklubb.
Klas har altid været interesseret i historie, og mens Stefan skrev sit speciale om hickorykøller, så skrev Klas om golfens historie generelt. Det var omkring dette tidspunkt, at han købte et sæt køller med træskafter af sin ven.
– Det var et blandet sæt. Man begynder ofte med det, eftersom det er så svært at finde et intakt sæt, der er flere hundrede år gammelt, fortæller Klas og tilføjer, at han har et 1-jern fra den tid.

Klas arbejdede allerede dengang hos Lunds Akademiska.
– Bjällis var på Torekov og havde et lille hold der og efter et stykke tid, så oprettede vi lidt længere mod syd "The Society of Lund Hickory Golfers", så vi kunne spille mod dem.

Skjorte, slips og lange strømper var obligatoriske.
Og naturligvis tweed.
– Jeg har nok mere end ti par Plus 4's og Plus 2's derhjemme, lige så mange strømper og sikkert 200 slips. Men jeg bruger dem stadig sjældnere. Man skal jo ikke klæde sig sådan, hver gang man vil spille hickorygolf. Før var det altid, men nu er det mere, hvis jeg spiller i Skotland.
– Vi er nogle stykker, som tager derhen hvert år.

Er der stor forskel på at svinge med en hickorykølle og en moderne kølle?
– Selve svinget er ikke så forskelligt. Et skaft i hickorytræ vejer i og for sig mere end både et stål- og grafitskaft. Men spillemæssigt er der ikke så stor forskel, så længe du rammer godt.
– Men rammer du ikke sweetspot, så er forskellen enorm i forhold til mine moderne Ping-køller. Rammer jeg ude på køllehovedets tå med en moderne kølle, mister jeg ikke mange meter, mens samme slag med en hickorykølle kan være alt mellem 10 og 50 meter kortere og betydeligt mere skråt end ved et godt slag.
– Måske noget at overveje for dem, der vil ændre golfboldens egenskaber...

På golfmuseet i St Andrews findes der golfkøller, som blev fremstillet allerede i 1400-tallet. Det mest almindelige, når det handler om hickorygolf, er dog, at de er godt og vel hundrede år gamle.
Hjemme i garagen har Klas cirka 10 sæt med køller fra forskellige tidsepoker.
– Jeg synes, at variationen er det sjoveste. Jeg spiller både med hickorykøller og moderne køller, og i de seneste år har jeg spillet en hel del med køller fra 80'erne også, med bladkøller og persimmonhoved ved driveren.
– Den store forskel ligger i den strategi, som skal bruge til de forskellige køller. Køller fra 80'erne er mere som moderne køller, bortset fra at moderne køller giver en meget højere boldflugt med mindre spin. Ældre køller har en lidt lavere boldbane, der stiger lidt til sidst.
– Hvis vi derefter kigger på hickory, så får man et meget lavere spil, der f.eks. egner sig godt til Skotland, hvor det blæser meget og opspring og rul dominerer.

Har du nogle gode råd til dem, der gerne vil prøve golf med gamle køller?
– Køb køller af nogen, der kan renovere dem. Tro ikke, at du kan finde noget på eBay og derefter gå direkte ud på banen, for de adskiller sig meget fra hinanden og kan gå i stykker, hvis de ikke er gennemgået af nogen, der har forstand på dem.
– Når du henter hjælp fra nogen, der har kendskab til udstyret, så tilpasser de længden på køllerne og sørger for, at svingvægte og lignende er korrekte. En rigtig køllemager sørger desuden for, at det bliver et godt sæt, og renoverer dine køller, så de ikke falder fra hinanden,
når du svinger.
– 95 procent af de køller, du finder på internettet, er ikke renoverede, og så kan køllehovedet sidde løst. Det er ikke bare det, at køllerne kan gå i stykker, køllehovedet kan også flyve væk og skade nogen. Det man limede med for 100-120 år siden, har jo løsnet sig nu

Bruger du andre bolde, når du spiller hickorygolf?
– Hvis du spiller med en premiumbold som Titleist Pro V1, er der stor risiko for, at du ødelægger køllerne. Den er alt for hård, især til trækøllerne. Jernene klarer stødene rimeligt, men en hård bold mod rent træ kan både skabe fordybninger og revner.
– Sats i stedet på en bold som f.eks. Wilson Duo Soft Plus, Srixon Ultisoft eller Titleist TruSoft. Den lave kompression er skånsom for køllerne, og samtidigt spinner den ikke så meget, hvilket betyder, at den lander, springer op og ruller lidt, både fra tee og ind mod green.

Har du nogle råd her til sidst?
– Spil en match. Det gør det meget sjovere. Der kan opstå en del lidt underlige slag med hickorykøller, men det gør ikke så meget, hvis du spiller en match. Så skal du bare gøre det bedre på næste hul.

Relaterede Golfstories

Choose store/club/pro

    Tak for din forespørgsel. Produktet er lagt i indkøbskurven.

    Til min forespørgsel