Langt jern, hybrid eller trækølle?

Når du bestemmer, hvilke køller du skal have med i baggen, bør du tage hensyn til, hvor langt hver og én af disse flyver, og ikke den samlede længde. Hvis du har to køller, der flyver lige langt, så har du en for meget og kan erstatte den.

Hver kølle skal have et formål

Hav formålet i baghovedet, når du bestemmer, hvilke køller du skal have med i baggen. Overvej, om det er en kølle, du skal bruge fra tee, eller om du bruger den ind mod green. Slår du ind mod green er landingsvinklen vigtig, så bolden standser hurtigt efter landing.
Desto mere masse køllen har bag bolden, desto lettere er det at få den op i luften. En højloftet fairwaykølle – som en 5-wood, 7-wood eller 9-wood – kan derfor gøre underværker, eftersom vi gerne vil have, at bolden skal flyve højt og langt.
Det skal understreges, at også dygtige spillere gør brug af højloftede fairwaykøller, der kan vise sig at være fordelagtige på lange slag, som skal standse hurtigt, f.eks. på anden slaget til et par fem, eller hvis man vil have, at bolden skal standse hurtigt på fairway.

Hvilken type bane spiller du på?

Et spørgsmål, der er vigtigt at stille sig selv, hvis man spiller på hårdt eller blødt underlag. Dette påvirker dels hvor langt bolden ruller efter landing, men også hvilken type kølle, der interagerer bedst med underlaget.
En kølle, der giver bolden en stejl landingsvinkel, kan være god til kontrol, men i andre situationer kan også køller, der skaber en flad vinkel, vise sig at være effektive – f.eks. hvis du spiller i hård vind på en linksbane, hvor det er en fordel, hvis du triller bolden.