Tryghed er at slice og hooke

Prøv at lege med tanken om at spille 18 huller med en eneste kølle i baggen. Hvilken kølle ville du så vælge? For Bubba Watson er svaret enkelt. Han vælger dem alle. Fra putter til driver. Alle køllerne, men kun en ad gangen. Det er sådan, han kan lide at træne.

Bubba Watson er en af de mest spektakulære golfspillere i verden. Med sin spillestil; tilsyneladende totalt frygtløs og sin enestående evne til at skrue bolden rundt om træer, vandløb, kameratårn og publikum, you name it, har han opnået kultstatus. Der er heller ikke nogen, der har undgået at lægge mærke til den pink driver. Eller når han opfordrer publikum til at give ham højlydt støtte under hans udslag fra første tee. Her er heller ikke noget med ”Quiet Please”. 

Rebel? Nja næppe, pikéen er knappet i halsen. Pænt og ordenligt. Hans evne til at sende bolden langt, langt ud, ja faktisk endnu længere end det, er ubestridt. Og hvor de fleste træner for at opbygge flere og flere muskler, så lader det til, at Bubba gør nøjagtigt det modsatte. Fysiognomien virker ikke skræmmende ved første øjekast. Hans lange arme kan nærmest betegnes som tynde. Brystpartiet ser heller ikke ud til at være atletisk oppumpet.

At han til trods for dette slår bolden så langt, ligger i hastigheden og vidden af svinget. I svingbevægelen får han alt med på samme tid. Ingen unødvendige muskler i vejen. Bubba er helt selvlært. Har aldrig taget en eneste lektion. Han har gået sin egen vej og begyndte tidligt. Da han var seks år gammel fik han et jern af sin far. Et jern til venstrespillere og sådan begyndte hans vej.

– Jeg forestillede mig, at jeg spillede store turneringer. Jeg ville være Payne Stewart. Min fantasibane var haven omkring vores hus. Snart gik jeg til højre og snart til venstre. Jeg lærte mig at skrue bolden til højre, hvis jeg gik mod højre, og omvendt i den anden retning.

– Jeg slog høje hooks og lange slices. Over træerne, under træerne. Tidligt lærte jeg mig alle ni slag i golf. Kunne man skrue en plastikbold, så kunne man gøre det samme med en rigtig golfbold, fortæller Bubba og får det til at lyde så let som ingenting.

I stedet for at lave lektier slog han sine plastikbolde rundt i huset. Lige fra morgen til aften. Så kom den dag, som han længe havde drømt om, da han gik alene rundt i sin have. I 1986, otte år gammel, vandt han sin første turnering. Han lavede otte birdies, ti par og distancerede den nærmeste modspiller med 42 slag. Måske var det her, det gik op for ham, at han en dag kunne blive vinder i de rigtig store turneringer. Under alle omstændigheder var det nu, han begyndte at spille med Ping-køller. Det har han gjort lige siden, i over 30 år.

– Og dengang fik jeg ingen betaling for at bruge deres udstyr, fortæller han næsten fortroligt til mig.

Han voksede op under knappe kår. Hans mor tog ekstra arbejde for at kunne give sønnen mulighed for at udvikle sig. Men trods familiens begrænsede økonomiske ressourcer var det ikke pengene, som satte gang i hans drømme.

– Nej, for mig var det ganske enkelt viljen til at vinde. Det handlede om stolthed. At jeg skulle vinde. Kun mig og ingen andre! 

Men er det ikke sjovere, hvis man kan dele glæden med andre?

– Sådan er det måske for nogle, men ikke for mig. Som dreng var jeg en meget dårlig holdspiller. På basketholdet ville jeg hele tiden have bolden. Det var mig, der skulle afgøre kampen. Mine kammerater brød sig ikke særlig meget om det. I golf kunne jeg udvikle mit individuelle talent. Her passede jeg bedre ind.

– Jeg blev hurtigt klar over, at når jeg tabte, var det på grund af mig, og når jeg vandt, var det takket være mig.


– Og hånden på hjertet; du taber flere gange, end du vinder. Det betyder, at du opnår større erfaring ved at tabe, du lærer at håndtere modgang. Det tror jeg, er en meget vigtig erfaring, siger Bubba Watson med et strejf af ydmyghed.

– Men når jeg vandt, havde jeg bevist, at jeg kunne besejre dygtige modstandere, og derefter gik jeg videre til næste niveau. Viljen til hele tiden at blive bedre – det er den, der driver mig, stadigvæk. Det er netop det, sport handler om!

Bubba Watson har indtil i dag vundet ni gange i de rigtigt store sammenhænge. De to Masters-triumfer i 2012 og 2014 er selvfølgelig de største. Fem ud af de ni sejre har han vundet efter omspil. Hvordan kan det være?

– Det er klart, at jeg hellere vil vinde lige efter hul nr. 72. Med bevidstheden om, at jeg ikke kan blive dårligere end nr. 2, men samtidig også stå som vinder er afsindigt inspirerende og vækker fighteren inde i mig. En fighter der hellere møder en modstander face-to-face. I en sådan kamp kan du hele tiden holde styr på, hvad din modstander foretager sig. Tvinge dig selv til at yde dit ypperste. Aldrig tvivle på dig selv. På den måde sender du også signaler til modstanderen om, at jeg vil være svær at besejre. Specielt hvis du ligger dårligt, og næste øjeblik reder dig ud af problemerne.

– Jeg føler faktisk større tryghed i de situationer, end når jeg går i en to-bold i et stort startfelt, og ikke har styr på, hvad de øvrige spillere i feltet er i færd med.

Men finder den stærkt religiøse Bubba Watson da tryghed i sin religion?

– Gud er ligeglad med, om jeg slår 63 eller 79. Men han sørger for, at jeg bevarer kontrollen over mig selv og mine følelser. Bliv vred, det er i orden, men vær kontrolleret i din opførsel. 

– Desuden har han lært mig at elske mennesker, at gå ud fra, at vi er gode skabninger og at vi elsker hinanden. 

Skal man være lidt skeptisk og tvivlende, kan man jo undre sig over, hvilke former for godhed, der viser sig i forbindelse med Ryder Cup-dysterne, først og fremmest på amerikansk jord, drister jeg mig til at sige. 

– Det er et amerikansk fænomen, at vi kæmper og opmuntrer hinanden til sidste dråbe. Det samme gælder for alle sportsgrene i USA. Hvad publikum ikke ser ud til at opfatte eller begribe er, at vi virkelig holder af og respekterer hinanden som de sportsmænd, vi alle er. Det ligger mig så fjernt at hade en modstander, siger Bubba med eftertryk.

– Ordet had er for øvrigt bandlyst i vores hjem. Derimod får jeg ofte skældud af min søn, fordi jeg siger, at jeg hader at tabe. Man lærer meget af sine børn.

Søndag den 8. april 2012. Den fjerde og sidste dag på Augusta National og US Masters. Det skulle ret hurtigt blive tæt fight mellem Bubba og Oosthuizen, da sydafrikaneren blandt andet lavede albatros på det andet hul. Efter Amen Corner, hvor Bubba lavede fire birdies efter hinanden, står de to helt lige. Omspillet, der følger, kommer til at indeholde et af golfhistoriens mest spektakulære slag. Lige på første omspilshul efterfulgt af to urolige drive på det andet. Begge ligger til højre. Længst til højre langt inde i skoven, ligger Bubba. 

– Faktum er, at det meste talte til min fordel. Bolden lå godt på fyrrenålene. Der var et hul mellem træstammerne. Den stille vind, der var der, var gunstig. Adrenalinet pumpede. Og, Oosthuizens andet slag standsede kort før greenen, og jeg vidste, hvor svært hans tredjeslag ville være. Jeg forsøgte at tænke så rationelt, jeg overhovedet kunne. 

– Par ville garantere mig fortsat spil. Alt dette gjorde mig faktisk temmelig tryg, måske ikke helt rolig, det handlede jo trods alt om at vinde the Masters.

På sin vis bliver hvad der fulgte en signatur for Bubba Watson. Frygtløsheden. Modet. Den uforfærdede udførelse. Et slag som han hooker gennem hullet mellem træstammerne. Bolden flyver næsten 90 grader til højre, da den kommer ud af skoven. Publikum brølede af glæde og beundring. Bubba baner sig vej gennem et hav af publikum. Kommer ud på fairway og spørger sin caddie: 

– Hvor? Hvor? Hvor er bolden?

– Ved flaget, svarer caddien.

Da køllehovedet ramte bolden, siger han, at han ikke anede, hvor den var blevet af. Måske er det virkelig rigtigt, det ved ingen – han vidste nok, hvad han gjorde den berømte søndag inde mellem fyrretræerne. Jeg er temmelig overbevist om, at han havde kunnet slå det slag til hver en tid med det samme resultat. Bubba er faktisk enig.

– Ja, selv om det ikke ser sådan ud, når jeg skruer boldene, så er det faktisk min måde at spille sikkert på. Jeg tager faktisk mindre risici ved at slå bolden på den måde. Men dette tilfælde indeholdt jo så mange nervepirrende ingredienser, så helt sikker kunne jeg ikke være.

Tre meter og to put senere bryder der et emotionelt kaos ud hos Bubba Watson.

– Jeg ser min mor for mig og tænker på min afdøde far. Selv var jeg netop blevet far. En ganske langtrukken adoption af sønnen Caleb kom i stand blot tre dage før turneringen, og det forstærkede følelsesstormen. Mine venner Rickie Fowler, Ben Crane og Aaron Baddeley, var alle til stede. 

– Drømmen blev til virkelighed, men du kan alligevel aldrig i din vildeste fantasi forestille dig, hvordan det bliver i virkeligheden. Alle de følelser, som denne sejr vækker i en.


Det er ikke bare at tage den Grønne Jakke på, løfte pokalen og se glad ud. Det handler om så uendeligt meget mere end det. Noget som jeg aldrig har kunnet forberede mig på, fortæller Bubba og får en lille tåre i øjenkrogen.

Eftersom Bubba er helt selvlært, er det følelsen, som har lagt grunden for hans færdigheder. Det betyder, at han har sørget for, at udstyret er tilpasset den måde, han svinger og slår til bolden på. Hans greb på driveren er ekstra tykt, ja sågar tykkere forneden end øverst oppe. Altså helt modsat det traditionelle grebs udseende. Det betyder, at han allerede ved adresseringen har sit køllehoved vidt åbent, samtidig med at han kan holde sine håndled i skak.

Når man taler om tykke greb. Når de fleste topspillere i dag går over til tykke puttergreb, så gør Bubba det modsatte. Han synes, at han føler bedre flow i et tyndt puttergreb. For Ping kunne denne søndag i april 2012 ikke være endt bedre. Sejr til Bubba Watson og en 2. plads til Louis Oosthuizen. To stjerner, der har været trofaste overfor kølleproducenten gennem meget lang tid. Der er flere, Lee Westwood og Miguel Angel Jimenez er andre verdensspillere, som har spillet med Ping i evigheder. Det må være noget ved virksomheden, som øger spillernes loyalitet.

– Unægtelig er det en styrke, at den er familieejet. Der findes en ærlighed, oprigtighed og grundighed. En stræben efter at lave den perfekte golfkølle, for eksempel. Og selv om jeg ikke medvirker direkte i udviklingen af nye køller, så er jeg den første, der tester nyt udstyr. Og virksomheden lytter til mine overvejelser. De ved, at jeg kan slå et hvilket som helst slag med en golfkølle, griner Bubba. 

– De behandler mig som et medlem af familien. De kender til min enkle, men kærlighedsfyldte barndom. Min religion! Alligevel passer jeg egentlig ikke ind i familien, tilføjer han mildt sagt overraskende.

– Nej, tag f.eks. deres logotype. Sort og hvid. Det er det sidste, jeg er. Jeg elsker vilde farver.

– De fremstiller køller, der skal gå lige. Slår jeg lige? Nope, ja jeg kan slå lige, men mener, at det er bedre at skrue bolden. Men alligevel føler vi meget for hinanden. Og det er netop denne gensidige tillid, som jeg kan lide – på trods af eller takket være forskellig-hederne. Åbenheden over for individuelle særheder, det tiltaler mig virkelig.

Og så den pinkfarvede driver. 

– Skaftet var til at begynde med bare et sjovt indslag. Jeg er som sagt vild med vilde farver. Men efterfølgende talte jeg med John Solheim, chefen og ejeren af Ping om at lave den pink driver til et velgørenhedsprojekt. Vi har solgt titusinde pink drivere, og indtægterne, hidtil 1,5 millioner dollar, går blandt andet til to børnehospitaler, et i Arizona og et i Florida. Det er vigtigt, at vi som sportsudøvere er med i den slags projekter. At vi giver noget tilbage af det, som vi selv fik, da vi i sin tid startede og spillede i sponsorerede ungdoms-turneringer.

Off season, sent om efteråret, vinter og det tidlige forår spiller mine kammerater og jeg gerne med halvsæt. På lige datoer har vi kun lige køller i baggen, og så skifter vi på ulige datoer. Vi gør det kun for at finde nye slag, og for, til trods for at vi bliver ældre, stadig at forsøge at udvikle os. Bubba ler, når jeg fortæller. Hans version af den træningsmetode er kun at have en kølle i baggen og spille 18 huller med den.

– Jeg er ikke typen, der slider boldene op på rangen. Det er der ingen udfordringer i. Nej, ud på banen, det er klart den bedste måde. Før eller siden bliver jeg stillet overfor forskellige muligheder derude. Så føles det ekstra trygt at vide, at jeg kan slå det rigtige slag, også med en kølle, som jeg normalt ikke ville have valgt. Det handler ikke alene om at finde teknikker til, hvordan du skal slå det ene eller andet slag. Det handler også rigtigt meget om course management.

– Altså at håndtere spillet. Det er ikke nok kun at have en eller to muligheder. Du skal have betydelig flere, og her tror jeg, at denne måde at træne på hjælper, ikke bare scratchspillere, men spillere med 20 i handicap har ligeså meget glæde af det. Så kom ud at træne med kun en enkelt kølle, siger Bubba. Ligesom her på 18. hul med en under par – med kun et eneste 7-jern i baggen.

Elementært min kære Watson.