The Open Champion


Henrik Stenson er spilleren, der er på alles læber. The Open Champion, vinder af race to dubai og player of the year i Europa. Og ikke at forglemme sølvmedaljen fra ol i Rio. Her fortæller han om sejren på Troon. Om opmærksomheden og om populariteten. Om sin far, og om han skal spille på seniortouren, når han har nået den rette alder.

Nej, han påstår, han ikke er træt af mediernes massive hyldest og alle andre, der vil have en snak med verdens i øjeblikket mest popu­lære golfspiller. Sammen med sin midler­tidige(?) ledsager, the Claret Jug, drager han land og rige rundt for at fortælle. Og stiller op til selfies med totalt ukendte mennesker. Men han gør det med et smil, som ser ud til at være ægte ment.

– Hvis man nu hele livet har drømt om at vinde en major og først og fremmest the Open Championship, så bør man være tilfreds med livet og alt det, der følger med. Alt andet ville være en skam, mener Henrik. Så jeg viser mig gerne med et smil.

Han var selv tolv år, da han svingede en golfkølle for første gang på Gullbringa G&CC uden for Göteborg. Ingen i familien spillede golf. Far Ingemar var en gedigen håndboldspiller, men golf var et endnu ukendt begreb for ham. Både mor og far Stenson betød naturligvis meget for hans tidlige karriere. De skabte begge basis og forudsætningerne for den stædige og ihærdige tolvårige.

– Der var aldrig tale om at pace mig frem til resultater, derimod fik jeg klare regler for, hvad der gjaldt, når man nu havde begivet sig ind i legen. Jeg kan tydeligt huske min første turnering, en bane med 36 huller. På den første runde brugte jeg 116 slag og kom hurtigt ned på jorden.

Jeg husker, at jeg græd og ville bare stoppe. Men far var ikke til at rokke: Man stopper ikke, bare fordi det går dårligt.

 

Og sådan blev det. Anden runde gik bedre: 115 slag!

Og det var måske netop denne lille succes og bevidst­heden om den, der blev det allerførste kapitel i succes­historien Henrik Stenson. At kunne gøre det lidt bedre på trods af modgangen. At bide tænderne sammen, når det gør allermest ondt. Nu står han solidt placeret på sine egne ben og klarer sig helt uden hjælp fra farmand. Ja, der findes sågar et eksempel, hvor Ingemar Stensons eget golfspil, er gået forud for sønnens sejre over sportens mest attraktive trofæ.

– Ha, ha! Ja, den søndag i juli sidste år, spillede han sin årlige 36-hullers turnering med sit seniorhold i den lokale klub. Ikke engang det faktum, at jeg gik i førerbolden i the Open, kunne få ham til at ændre mening! Han nåede lige at komme ind i klubhuset til de fem sidste huller, men det var jo nærmest også dér, det blev afgjort, griner Henrik.

Måske det også var en måde at håndtere nervøsiteten på. Som forældre kan man nemt forstå, hvilket kaos disse sidste 18 huller på Troon ville skabe, hvis det var ens egen søn, der stod over for samme opgave. For Ingemar Stenson gav det måske ro i sindet at overvinde nervøsiteten ved hjælp af sine egne tre-put og dobbeltbogies.

For dem der ikke ved det, ligger Troon på Skotlands vestkyst, som nabo til en anden golfbane, Prestwick, der kun ligger et par hundrede meter væk. Her spillede man the Open Championship for første gang i 1860. Dengang med otte deltagende spillere. På det tidspunkt var førstepræmien et læderbælte med et stateligt sølvspænde. Men da Young Tom Morris, søn til Old Tom Morris, vandt tre sejre i træk, fik han lov til at beholde bæltet og så var der behov for et nyt trofæ. I 1872 blev the Claret Jug det synlige bevis for mesterskabet.

Ethundredetreogtredive gange senere går Phil Mickelson og Henrik Stenson ud i førerbold. Formiddagsbrisen er løjet lidt af. Solen gør gentagne forsøg på at trænge igennem skydækket. Henrik Stenson fører med et slag. Hvordan holder han hovedet koldt?

 

– Det er selvfølgelig noget helt særligt at gå i førerbold den sidste dag. Men jeg havde afsluttet tredje runde på en måde, der gav mig selvtillid. Vi kæmpede om før­- ingen. Afgørende, for at opnå en god placering inden sidste runde. Afgørelsen var på 14. hul. Jeg var to bagefter. Hvis jeg havde mistet yderligere slag der, havde det nok været ovre. Men da solen var gået ned over Firth of Clyde, havde jeg vundet ind på ham med tre slag og førte marginalt.

Muligvis kan man rent sentimentalt mene, at nogen fortjener at vinde en major. Den barske virkelighed er en anden. I virkeligheden betyder det at vinde, at man spiller sig til en sejr. Udholdenhed, såvel fysisk som mentalt, teknik, rutine, mod, strategi og en lille smule held. Kampen mellem Henrik og Phil indeholder alle de ingredienser, der skal til for at skabe den helt store underholdning. Intet manglede. Absolut intet! At sænke put er unægteligt stor underholdning. Man siger, at man, hvis man skal vinde en major, skal sænke et par tre put de sidste fem huller. Så vender vi altså tilbage til det 14. hul.

– Om søndagen er vi lige, da vi kommer op på den 14. green. Jeg har en god linje på mit seksmeters put. Det går op for mig, at jeg nok ikke vil få så mange gode pla­ceringer, som dette på de sidste huller. Så jeg ruller den i og får en birdie. Men jeg ved jo godt, hvem jeg har med at gøre. Det bør ikke gøre nogen forskel for Phil. Et point foran og fire huller tilbage er en spinkel føring, når man møder Phil Mickelson, konstaterer Henrik.

På vejen til 15. tee spadserer to tilsyneladende helt afslappede spillere. Hele vejen gennem mængden af tilskuere møder både Phil og Henrik tilskuernes udstrakte hænder. High Fives, og man får en følelse af, at publikum giver dem både energi og lidt nødvendig afkobling. Og naturligvis inspiration. Det er nødvendigt, for din egen vejrtrækning påvirkes, nu hvor der er stadig færre huller tilbage. Henrik fortæller mig, at han følte, at stjernerne denne dag stod helt rigtigt. At boldene sprang rigtigt, og at det meste føltes godt. Han var heller ikke særlig bekym­ret over den måde, han indledte sin sidste runde på, tre-put på etteren. Ikke engang Phil Mickelson, en af de seneste tyve års bedste golfspillere i verden, ville kunne ryste ham i dag – på trods af at amerikaneren spillede sit livs golf.

– Da jeg laver et femtenmetersput på 15. hul, knytter jeg ikke bare næven.

Mage til adrenalinkick har jeg aldrig oplevet før. Jeg har nok aldrig oplevet noget så intenst.


Samtidig opdager jeg for første gang, at Phil er en anelse urolig. Han var i hvert tilfælde meget stille, da vi kom til 16. tee. For mit vedkommende gjaldt det om at holde hovedet koldt, og koncentrere mig om det par 5 hul, der venter forude. Men nu fører jeg med to slag.

Så kommer det der uforklarlige andet slag. En hooked spoon til venstre i rough. Phil er på greenen med en rigtig god chance for eagle. Men ikke engang nu, hvor vi tror, at Henrik begynder at vakle. Hvor alvoren med et stort A trænger sig på, ikke engang nu bekymrer det Henrik, ikke en døjt. Fra roughen slår han bolden op, så den ligger godt en meter fra hullet. Phils eagleput stopper helt ubegribeligt få millimeter fra hulkanten. Henrik ånder lettet op og kaster et lettet blik på sin modstander. Ingen instruktør i verden ville kunne skabe dette usandsynlige drama.

– På 17. hul slår jeg et af karrierens bedste slag med et 4-jern til omkring to meter fra hullet. Phil ligger til venstre i fordybningen. En birdie her, og det hele havde i praksis været afgjort, men jeg misser, og Phil sænker et slag fra syv meter. Der er uendelig stor forskel på at føre med tre i stedet for to, og jeg regnede med, at han ville lave en birdie på sidste hul. Det var langt fra afgjort.

Henrik mener, at han egentlig altid har forsøgt at slå bolden ret lige, muligvis med et svagt draw. De nye boldtyper betyder, at rotationen bliver begrænset, og det kan han lide.

På sidste tee kommer der en svag vind fra venstre, og bunkeren til højre bør ikke ligge inden for rækkevidde for hans spoon. Han sigter en anelse til venstre. Perfektionisten Stenson gør det, der bør betragtes som det ultimative, hvis man nu skal misse. Han trykker nemlig sin spoon lidt til højre. Han er under pres. Bolden rammer jorden omkring 30 meter fra bunkeren. Den stopper lige netop 20 cm fra bunkeren.

På tee er Henrik Stenson overbevist om, at hans næste slag bliver et bunkerslag. Vi andre er klar over, at der skal meget til, hvis Henrik Stenson ikke vinder nu.

Hans birdie på sidste hul, betyder ikke bare, at han vinder en formidabel sejr. Det er også et historisk lavt sejrsresultat.

Afstanden til nummer 3 i konkurrencen er enorm: fjorten slag! Bag disse to spillere i fyrrerne, Henrik 40, og Phil 46, er der en flok unge, sultne spillere, som var totalt chanceløse. Og så skal man også have i baghovedet, at nutidens unge spillere er meget bedre forberedte, end det var tilfældet, da Henrik slog igennem.

– Ja, hvis man tænker på alt det nye teknologiske udstyr, som findes, så er de unge spillere betydeligt bedre udrustet, end vi var. Så min rekord med den laveste vinderscore, bliver måske slået allerede i år, eller også varer det 50 år endnu, siger Henrik.

Som alle perfektionister har han fokus på at gøre tingene bedre. Han får et kick ud af at kunne udføre det, han har trænet igen og igen. Han overlader intet til tilfældighederne, og har svært ved at slå sig til ro og være tilfreds.

– Det er jo den drivkraft, der har fået mig så langt, siger han, og selvfølgelig vil jeg gøre alt for at vinde igen. Og jeg bruger selvfølgelig den største del af mit krudt på at være i form til de største turneringer. Alt andet vil være forkert.

Om knap ti år fylder Henrik Stenson 50. Men inden da er hans golfkarriere sikkert slut. Men spil på Senior Tour eller Champions Tour bliver det ikke til.

– Nej, der findes så meget andet, man kan tage sig til end at spille golf.