Mats Wilander - Custom fitting var en selvfølge for mig

For 31 år siden sørgede Mats Wilander for en af tennishistoriens største overraskelser. I 1982, kun 17 år og ni måneder gammel slog han Guillermo Vilas i finalen i French Open.

Mats Wilander tog yderligere seks grand slam-titler, heraf to i Paris, og var i en periode nummer et på verdensranglisten. Han brænder stadig for tennis.

– Jeg elsker alt, hvad der har med tennis at gøre, men golf er heller ikke så dumt, siger han. Det er en grå og trist tirsdag, og der er ikke mange spillere ude på golfbanen. Banen, Falsterbo Golfklubb, ligger syd for Malmø og er fra 1909, hvilket gør den til den tredjeældste golfklub i Sverige.

Men nu handler det om tennis, altså tennis og golf, mener jeg. Tennislegenden Mats Wilander skal komme og afprøve sine nye jernkøller.

David Leet, velkendt Golfstore-pro på Falsterbo Golfklubb, blev den, som fik til opgave at hjælpe Mats Wilander med at afprøve sit nye jernsæt AP2 fra Titleist.

Leet er venstrehåndsspiller præcis ligesom Wilander og anerkendt for sine evner inden for custom fitting.

– Præcis ligesom i tennis er udstyret vigtigt. At skræddersy mine køller var helt naturligt for mig. Det har alle mine kammerater forresten også gjort, siger Mats Wilander, mens han fjerner plasten fra sine nye køller.

Han går ud til de overdækkede udslagsmåtter, og David Leet ser interesseret til. Et par prøvesving og smack! Et hyggeligt møde med jern 6.

– Mats har øjensynligt ekstremt god hånd-øje koordination, det kunne man se på træfbilledet. Efter et antal slag med et 6-jern var alle slag midt på bladet. En spiller med en så utrolig god træffeevne kan faktisk godt spille med bladkøller, men Mats valgte den noget mere tilgivende AP2-model for sit udseende, siger David Leet, mens han og Wilander diskuterer køllernes lie. Han foreslår, at Mats skal have lidt fladere lie.

Wilander er enig og de aftaler at tilpasse køllerne med mellem 2 og 4 grader fladere lie, og wedgene bliver de mest flade.At køllerne skulle være personligt afprøvede var en selvfølge for Mats Wilander.

– Jeg forstår ikke, hvorfor ikke alle golfspillere afprøver deres køller? Jeg kan jo ikke gå ind i en butik og købe en tennisketsjer og for alvor tro, at jeg har fået det perfekte redskab til at vinde en Grand Slam-turnering. Golf er svært nok i sig selv, og tennis er også for den sags skyld, hvis man ikke har haft mulighed for at afprøve udstyret forinden, siger Wilander og ryster på hovedet.

Begyndte at spille i Australien

Mats Wilander er rolig og afslappet efter testen af køllerne, og vi slår os ned i nogle dybe, bløde flydesofaer i klubhuset til Falsterbo Golfklubb.

– Med de nye køller bliver jeg livsfarlig på banen, siger Mats Wilander og ler.

Wilander begyndte at spille golf i 1983 med sin træner John-Anders ”Jonte” Sjögren. Hans bror, Anders, spillede allerede golf og havde gennem længere tid plaget Mats om at prøve en rigtig idræt som golf.

De første famlende slag slog Wilander på Albert Park i Melbourne, hvor han var på tennislejr med Team SIAB.

– Banen var vel ikke noget særligt. Den var enkel og kort og i ganske dårlig stand, men det var utroligt sjovt at begynde med golf. Det var svært, selvom bolden lå stille, siger Wilander og ler af mindet.

Interessen for golf fortsatte derefter under hele tenniskarrieren, og Wilander forsøgte altid at nå en golfrunde straks efter kampene.

– Følelsen, når du rammer bolden helt rigtigt i tennis er fantastisk. Du føler det i hele kroppen. Det er nøjagtigt det samme med golf. Et perfekt slag i sweetspot og du ved, at det bliver et godt slag.

Konkurrerer altid på golfbanen

Wilander konkurrerer altid på golfbanen. Som det laveste har han haft 4 i handicap, men har nu et mere komfortabelt handicap på 8.

– Der findes jo altid en drøm om at komme ned til scratch. For mig er det ikke en fornøjelse at spille tennis med nogen, der ikke er så gode. Golf er anderledes, her kan alle spille, hvis man tager hensyn til handicap. Svinget er vigtigt i golf, men det vigtigste er, at man gentager det gang på gang på samme måde. I tennis har du ikke tid til at slå et perfekt slag hele tiden, det bliver mest som en bonus, når det lykkes.

Han er medlem af The Valley Club ikke langt fra hjemmet i Hailey i Idaho, USA, det har han været i 13 år nu. Han afslører også, at han er nervøs, når han spiller golf, men at han aldrig har været det i tennis på trods af 20.000 tilskuere på rækkerne. Og under en tenniskamp er det heller ikke helt så musestille.

– Det værste er, hvis første tee eller et udslag ligger i nærheden af klubhuset. Så bliver jeg rigtig, rigtig nervøs og kan lave de værste fejl, siger han.Tennistouren har fostret flere golfere, blandt andet Anders Järryd, Mikael Pernfors, Ivan Lendl, Boris Becker og John McEnroe.

– Vi spillede opvisningstennis i Frankrig, McEnroe og jeg, og derefter spillede vi golf. Han gik baglæns ved 9 hul på en enormt kuperet bane. Det så helt tosset ud. Han havde fået dette råd af en kampsportsudøver for at han skulle blive bedre til golf. Visse golfspillere hopper på alting!


Mats Wilander

Født: 22. augusti 1964 i Torpsbruk, Småland.
Bopæl: Hailey, Idaho, USA.
Familie: Hustru Sonya Mulholland, børnene Emma, Karl, Erik og Oskar.
Højde: 182 cm.
Vægt: 77 kg.
Karriere: Professionel 1981, samme år som han blev juniorverdensmester i French Open. Han stoppede i 1996. Præmiepenge: 7 976 256 US dollar.
Singletitler: 33.
Doubletitler: 7.
Højeste placering på verdens-rangliste: 1:a den 12 september 1988.
Grand slam-resultater: Australian Open, vinder 1983, -84, -88. French Open, vinder 1982, -85, -88. US Open, vinder 1988. Wimbledon, kvartfinale 1987, -88, -89.