Køller skabt kun til dig

Inden du køber nye sko, så prøver du, hvordan de sidder på foden, og hvordan de føles at gå i. Tænk, hvis du også skulle gøre det, når det handler om dine golfkøller?

Som golftræner er tydelighed en af de vigtigste egenskaber. Og når det handler om custom fitting, så kan det ikke udtrykkes mere tydeligt end dette: ”Du vil aldrig komme til at spille golf, hvor du yder dit ultimativt bedste, hvis du ikke spiller med køller, der er optimeret efter dine fysiske forudsætninger.” Du kan gå rundt på golfbanen med et sæt standardkøller, du har købt i et varehus, og tilmed med en rimelig score. Men – med skræddersyede køller havde du med al sandsynlighed spillet endnu bedre.

Verdens bedste sportsudøvere i individuelle sportsgrene køber ikke køller og ketsjere fra en hylde i et varehus. De henvender sig til uddannede fagfolk, der laver skræddersyede løsninger til dem. ”Jo, jo”, siger du måske, ”men jeg er jo ikke professionel. For mig spiller det ikke så stor en rolle, hvad jeg spiller med. Mit sving er ujævnt og mit boldtræf uregelmæssigt.” Det siger du. Desto større grund til at spille med så godt et udstyr, du kan få, siger jeg.

Henrik Stenson ville sikkert vinde en match mod dig, hvis han spillede med et juniorsæt, der er lavet til en 12-årig pige. Han ville derimod ikke vinde The Open med disse køller. Han havde overhovedet ikke klaret kvalifikationen. Men du ville være chanceløs i en match, hvis du mødte ham. En god spiller kan ændre sin teknik, tilpasse den efter køllerne, hvilket en dårligere spiller ikke kan. Den amatør, der tror, at udstyret ikke spiller nogen rolle, eftersom ”boldtræffet er så uregelmæssigt”, kan prøve at spille en runde med et juniorsæt til piger (hvis du er mand). Er du kvinde, så kan du jo prøve at spille med Henrik Stensons køller. Bolden ville ikke løfte sig fra jorden.

Pointen er: Udstyret spiller en rolle. Specielt for en amatør. Mange tror, at custom fitting handler om at slå så lange slag som muligt med driveren. Og det er delvist sandt. Men custom fitting handler også om at finde den korrekte afstand mellem dine trækøller og hybrider samt at afgøre, hvilket jern der skal være dit længste, hvilket gradantal dine wedges skal have og hvor tykke grebene skal være. Samt at finde det rette bounce, lie, skaftlængde, flex og sålbredde. 

Hvis man går ud fra køllehastigheden, burde en mandlig amatør slå bolden ligeså langt som en kvindelig spiller på den amerikanske dametour. Det gør de ikke. Forskellen er i gennemsnit næsten 20 meter til damernes fordel. Hvordan kan det være? Jo, damerne fra LPGA er usædvanligt gode til at optimere alle værdier for at presse enhver mulig centimeter ud af deres køllehastighed og for at opnå maksimal carry. Et tydeligt eksempel på hvad custom fitting betyder i praksis. En Golfstore Custom Fitting Lesson™ er en proces, der giver resultater, både på kort og langt sigt. Den er også kompliceret, og det er derfor, vi kraftigt vil anbefale, at du går til en Golfstore-Pro for at finde frem til dine skræddersyede køller.

Moderne golfkøller har udviklet sig meget på nogle ganske få år. Mange af disse nye teknologier kan virkelig hjælpe dig med at slå både mere lige og længere. Men for at få gavn af dem kræver det, at du får køllerne tilpasset efter dig. Ellers er risikoen stor for, at du ikke får fuldt udbytte af køllernes iboende potentiale. At skræddersy køller kræver stor viden. Som Golfstore-Pro ved jeg, at din svingteknik er afgørende for, hvilke køller du behøver. Men det kan også være modsat: De køller, du har, påvirker den måde, du svinger på. Det er denne symbiose, der er så vigtig.

Det er relevant at nævne, at en afprøvning skal foretages udendørs, hvor du kan se bolden flyve, og hvor du kan svinge, uden at fire vægge begrænser dit sving, din frihed og din boldflugt. Der findes dem, som mener, at man kan lave en afprøvning indendørs, men her tager de helt fejl – golf er et udendørsspil! Vi spiller i sol, regn, dis, tåge og blæsevejr. Fakta om dit sving ligger på computeren, men fornemmelsen for slaget får du først, når du ser bolden i luften. En Trackman kan beregne hastighed, spintal og udgangs-vinkel. Men den erstatter ikke boldens flugt gennem luften. Du svinger nemlig anderledes, når du ser bolden i luften.

Et trænet øje er lige så vigtigt som maskinerne. Personen, der hjælper dig med afprøvningen, kan mene, at en boldbane er god, men hvis du selv synes, at den er for lav, begynder du at kompen-sere for at hjælpe bolden op i luften. Det påvirker din teknik. Foretages afprøvningen indendørs er dette ikke noget, du mærker, før du tager køllerne med ud på banen. Og så er det for sent. Derfor: Foretag afprøvningen ude i marken hos din Golfstore-Pro.


Afgørende faktorer for dit sving

Alle Golfstore-Pro'er benytter i dag enten Trackman eller Flightscope, når de foretager en custom fitting. En dobbeltradar måler dit sving ned til mindste detalje, og giver dig værdier for, hvordan forskellige køllekombinationer fungerer, når du slår. Her er nogle af de vigtigste faktorer, der danner grundlag for din custom fitting.

SPINTAL
Spinhastighed fortæller, hvor meget golfbolden roterer, når du har slået til den. Omfanget af spin på golfbolden efter slaget har indflydelse på slagets højde og længde. Derfor vil man gerne have et lavt spintal, især i blæsevejr. Man vil gerne undgå et højt spintal, når man slår med lange køller, især ind i vinden. Mere loft giver mere spin.

UDGANGSVINKEL
Den vinkel, som bolden har, når den forlader køllebladet, i forhold til jorden. Udgangsvinkel påvirkes af (dynamisk) loft, køllehastighed og boldhastighed og har stor indflydelse på slagets længde og højde.

CARRY
Den afstand bolden flyver i luften. Tallet er vigtigt for personer, der vil planlægge sit spil, eftersom det handler om, hvor langt hver kølle går. Boldhastighed, udgangsvinkel og spintal påvirker boldens carry.

BOLDHASTIGHED
Boldens hastighed umiddelbart efter at den forlader køllebladet. Boldhastigheden påvirkes af køllehastigheden, og hvor på bladet bolden rammer. Et slag i sweetspot giver højere hastighed. Rammer du for stejlt eller fladt på bolden, påvirker dette boldhastigheden negativt. Øger du boldhastigheden med 1 mph (miles per hour) med din driver, giver det dig to meter mere i længde.

KØLLEHASTIGHED
Køllens hastighed, når du rammer bolden, påvirker slagets længde. Hastigheden måles, lige inden køllen rammer bolden. Det er et mål at overføre køllehastighedens energi til bolden. En normal køllehastighed ligger på cirka 95 mph.

DYNAMISK LOFT
Det loft køllen har, når den rammer bolden. Det dynamiske loft er ikke køllens loft, men påvirkes af angrebsvinklen, skaftets flex, om bladet er åbent eller lukket samt af hvordan golfspillerens håndled releaser slaget. Har du for meget dynamisk loft, når du rammer bolden, går den for højt og reducerer slagets længde. For lidt dynamisk loft giver lave slag.

ANGREBSVINKEL
Køllebladets retning ved boldtræf: Er bladet på vej nedad eller opad? Spiller du bolden fra jorden, skal du have en negativ angrebsvinkel. Så rammer du bolden, inden du rammer jorden. For at slå langt med driveren skal du tage bolden på vejen op – en positiv angrebsvinkel.

KØLLENS SPOR
Køllens spor handler om den retning, køllen har på sin vej gennem tilslaget. Instruktører plejer at beskrive det som "indefra-og-ud" eller "udefra-og-ind". En positiv værdi viser, at køllen bevæger sig til højre for målet ved tilslaget ("indefra-og-ud"). En negativ værdi betyder, at køllen bevæger sig til venstre for det tiltænkte mål ("udefra-og-ind"). For at slå et lige slag skal værdien være nul.

BLADETS VINKEL
Bladets vinkel angiver, hvordan bladet peger, når du rammer bolden. Man taler om åbent eller lukket blad. En positiv værdi angiver, at køllens blad er åbent. Det peger altså til højre for målet ved boldtræffet. Bolden vil starte i den retning, hvor bladet peger hen ved træffet.