Henrik Stenson – Fuld fokus!

Henrik Stenson er verdens mest populære golfspiller. Med sejre i både PGA-tourens slutspil, Europatourens order of merit og udnævnelsen til årets mandlige idrætsstjerne i Sverige 2013 står hans telefon sjældent stille. Så kan det være svært at fokusere på opgaven – at spille endnu bedre golf i 2014 og vinde en major!

Golfkarrieren har sine op- og nedture. Det ved Henrik Stenson. I 2009 vandt han TPC på Sawgrass, og var ranket som nr. fem i verden. Tre år senere huserede han på 230 pladsen på verdensranglisten. Tidligere storkonkurrencer som British Open blev udskiftet med klubmesterskabet hjemme på Barsebäck Golf & Country Club, eftersom invitationerne til de store konkurrencer brillerede med deres fravær.

Han var tvunget til at tage en beslutning. Skulle han satse endnu hårdere eller være tilfreds med den nuværende position.

Vi kender alle hans beslutning.

I 2013 var han for alvor tilbage, med et stærkere fokus og en nygammel mental træner, Torsten Hansson. Henrik Stensons succes forrige år savner sidestykke. Han blev den første europæer, der vandt FedEx Cup i USA. I løbet af året vandt han desuden The Tour Championship og Deutsche Bank Championship, ud over World Tour Championship i Dubai. Det blev desuden til en andenplads i British Open og en tredjeplads i PGA-mesterskaberne.

Han blev også mod forventning udnævnt til Årets golfspiller i Sverige 2013 for tredje gang, efter at have fået tildelt titlen to gange i træk i 2006 og 2007. Han blev også Årets spiller på European Tour.

Samlet set havde han i løbet af året haft succes med noget, som ingen anden golfspiller havde haft i løbet af samme år: at vinde både PGA-Tourens slutspil og Europatourens Order of Merit!

I løbet af efteråret var Henrik Stenson uden diskussion verdens bedste og mest populære mandlige golfspiller. Men eftersom verdensranglisten har en forsinkelse, sluttede han året ranket som nummer tre.

Ude i verden omtales hans navn med respekt. Hjemme i Sverige var det mere en diskussion omkring præmiepenge og hvordan nogen kan vinde over 70 millioner kroner på en golfkonkurrence.

Jeg ved, at den diskussion gjorde ham skuffet. Han fik en form for oprejsning ved den årlige svenske Idrottsgalan (Idrætsgala), hvor han blev valgt til Årets mandlige idrætsudøver samt kunne tage imod den flotteste præmie, en svensk idræts-udøver kan få - Jerringprisen, hvor det svenske folk stemmer på en vinder. Over 250.000 mennesker havde stemt på Henrik Stenson.

– Det var kulminationen på en lang formperiode fra sommeren året før. Det er fantastisk sjovt at få udmærkelser uden for golf. Det svenske folk stemte på mig og på golf. Herligt! Desuden ved vi nu også, at golf er en idræt, så alle slipper for at tænke på det, siger Henrik på sit hotelværelse i Abu Dhabi.

Premierekonkurrencen 2014 i Abu Dhabi kunne dog have gået bedre. Han klarede ikke cuttet og fik pludselig nogle ekstra træningsdage.

– Skønt på en måde, selvom det aldrig er sjovt ikke at klare cuttet. Nu får jeg en chance for at skrue lidt ned efter al opstandelse, siger Henrik. Uden for hotellet er det varmt. Det er en ganske passende temperatur for at bruge et beskrivende ord. Airconditionanlægget summer diskret, og selv om hotelværelset ligger i Abu Dhabi, kunne det i princippet have været hvor som helst i verdenen.

– Næste uge skal jeg til Dubai. Det ser jeg frem til, eftersom vi boede der i ca. ti år, og det føles næsten som hjemme, fortæller Henrik.

Hvordan fik du din golfinteresse?
– Jeg var elleve-tolv år gammel og egentlig lidt af en stump. Fodbold var min store interesse, men da en af mine venners forældre spurgte om jeg ville med dem på golfbanen, Gullbringa mellem Kungälv og Marstrand, tog jeg med. Det blev til en masse slag, de fleste dårlige. Men nogle blev faktisk rigtigt gode, og så var jeg hurtig! Da jeg kom hjem, bad jeg straks mine forældre om nogle golfkøller. Mine forældre spillede ikke golf, men de skaffede mig nogle køller, og jeg trænede hver dag. Både mor og far kørte mig til banen, og eftersom far plejede at sidde og vente under træningen, begyndte han også at slå nogle bolde.

Var du et vidunderbarn?
– Nej, jeg var virkelig ikke noget vidunderbarn. Selvfølgelig havde jeg boldfølelse fra fodbolden, men jeg var abosolut ikke den, som blev valgt først ved holdudtagninger eller lignende. Talent havde jeg måske nok for golf, eftersom jeg kom ned til scratch, da jeg var 17 og begyndte at spille på juniorlandsholdet, da jeg var 18. Men også her var jeg sikkert ikke den, der stod højest oppe på landsholdscoachens liste.Teknik eller følelse?– Jeg har trænet meget og arbejdet hårdt med min golf og min teknik. Det jeg er bedst til, er det lange spil med lange jern og trækøller. Naturligvis er der spillere, der lever meget på deres følelse, andre på en mere mekanisk teknik. Men hvis du skal være med i verdenstoppen i dag, skal du være god til det meste i spillet.

Kan du pege på noget specielt, du har gjort for at blive så god?
– Der findes ikke noget enkelt svar. Det handler om så meget, alt fra fysisk træning til kost. Man kan sige, at jeg har arbejdet hårdt med konstant at udvikle mit spil. Da jeg var ranket 230, begyndte jeg for alvor at tage fat i spillet. For mig var langsigtethed og at flytte mine placeringer frem skridt for skridt det vigtigste. Det er hårdt arbejde i lang tid, som nu betaler sig.

Spiller din kone og dine børn golf?
– Min kone Emma var meget dygtig til golf og gik på et Schoolarship på South Carolina i USA. Der mødtes vi i 1997, og man kan sige, at jeg opholdt mig meget på hendes skole uden faktisk at gå på skolen! Vi spiller stadigvæk sammen nogle gange, men ikke så ofte desværre. Børnene virker interesserede, specielt Kalle, men vi får at se. Jeg har set alt for mange, der pacer deres børn for hårdt, så det må tage den tid, det tager.

Har du en top-liste over golfbaner?
– Hvis jeg skulle spille én eneste bane til i mit liv, så skulle det være Old Course på St Andrews. Ikke fordi det er verdens bedste golfbane, men pga. følelsen og banens historie. En rigtig god golfbane er også TPC Sawgrass, som har en fantastisk blanding mellem ”risk og reward”. Augusta National kommer derefter med dens enestående finish og betingelser.

Hvad laver du, når du ikke spiller golf?
– At have fri overhovedet føles som meget fremmed for mig. Det var der ikke så meget af sidste år. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, hvorfor jeg orker alt den ståhej. Jeg var væk fra familien 32 uger sidste år pga. konkurrencer, og jeg håber, at børnene synes, det er OK, at jeg kommer ud og ind i deres hverdag på denne måde. For mig er det luksus ikke at lave noget. De få gange, jeg har fri, prøver jeg at tilbringe så meget tid som muligt med familien og faktisk sove i min egen seng. Nogle gange om året bliver det også til lidt skiløb og nogle fisketure.

Spiller for Callaway Golf

– Fra og med i år er jeg ”Staff Player” for Callaway Golf, hvilket indebærer, at alt jeg har i min golfbag, er produkter fra Callaway med undtagelse af boldene. Der spiller jeg med Titleist. Selv om jeg nu er en ”rigtig” Callaway-spiller, har der altid været mange Callaway-køller i min bag. Mine jern er Legacy Black med Nippon Modus X-stiff skaft. Mine metalwoods er Callaway Octane 3 wood med 12,5 graders loft og X Hot 4 wood med 17 graders loft. Driveren er en Big Bertha Alpha med 9 graders loft. Callaway har fantastiske produkter, og jeg er glad for at have fået et dybere samarbejde med dem.

Ved du, hvor mange penge du har spillet ind?
– Nej, egentlig ikke på stående fod. Men det er ikke pengene, der driver mig. Det lyder måske lidt mærkeligt. At slå de 30 bedste spillere i verden i PGA -slutspillet og at gå i førerbold med Tiger Woods i FedEx Cup, og slå ham med ni slag, gav mig faktisk større tilfredsstillelse en sejrschecken. Selvfølgelig ville jeg ikke være den foruden, for checken er også dejlig, men tilfredsstillelsen ved at slå de 30 bedste, tæller mere end at få ti millioner dollars i pengepræmie. Men nu er det 2014, og 2013 er forbi. Nu er det tid til at starte på et nyt kapitel!

Hvilken målsætning har du for 2014?
– Eftersom 2013 på mange måder var et rigtigt rekordår, er der en risiko for at 2013, kan have været min karrieres bedste sæson. Jeg er helt realistisk, når jeg konstaterer det. Naturligvis håber jeg ikke, at det bliver sådan, og naturligvis er det samlede fokus og alle forberedelser rettet mod at lave en endnu bedre sæson i 2014 og en endnu bedre igen i 2015 og frem-over, og jeg tror, at jeg har gode muligheder for at klatre yderligere trin op af verdensranglisten.

Et stort fokus fremover er at forsøge at vinde Majors.

Jeg vil virkelig gerne vinde en af golfens fire Majors. Ikke for at blive den første svensker, der gør det, men fordi Majors har stor betydning, når karrieren skal opgøres. Meget mere end at vinde en fed sejrscheck. Jeg har nok fire til fem år i mig endnu, hvilket betyder omkring 20 Majors, hvis jeg forbliver skadefri og rask. Det er lig med 20 chancer for at vinde en major. Det er det, jeg og min stab fokuserer på. Først bliver der fuld fokus på Masters på Augusta. Ellers er mit største mål som europæer at vinde British Open. Derefter ranker jeg Masters og US Open, og så PGA Mesterskaberne.

Henrik Stenson, som faktisk er noget så usædvanlig som ”tofodet”, eftersom han spiller golf fra højre, men skriver med venstre hånd, skal snart ud og sparke nogle straffespark på fodboldlandsholdets målmandstræner Lasse Eriksson.

– Det begyndte som en lille joke i går, da jeg spiste middag med nogle af lederne fra fodboldlandsholdet, der er her på træningslejr. Straffespark er vel ingen kunst, mente jeg og blev udfordret direkte af Lasse Eriksson. Men herregud, ham kan jeg da let score mål på, selv om jeg skal tage det roligt, så jeg ikke kommer til skade her i forbindelse med golfsæsonen.

Jeg ved ikke, hvordan det gik med straffesparkene, men Henrik er en målbevidst person, der sikkert ikke ville tage imod en udfordring, hvis han ikke vidste, at han kunne skyde straffespark. Sæsonen 2014 er vigtig for ham. Det er nu, at han skal bevise, at sidste år ikke bare var en tilfældighed. Nøje planlægning er en af nøglerne til at gentage succesen. Derfor gælder det for ham og hans stab om at holde styr på kalenderen, så han får tilstrækkelig tid til træning, hvile og familien. Ganske enkelt en balance mellem golf og alle andre engagementer. Det er ikke noget let regnestykke.

– Jeg plejer at få spørgsmålet, hvordan jeg skal kunne overgå resultatet fra 2013, men svaret er, at jeg ikke behøver gøre det bedre, men kun gøre det lige så godt i år igen! siger Henrik og ler.

Så enkelt kan det også være!


HENRIK STENSON

Født: 5. april 1976 i Göteborg.
Højde: 1,87 centimeter.
Vægt: 90 kilo.
Familie: Hustru Emma Stenson, børn Lisa, 7 år samt Karl, 4 år.
Bor: Lake Nona, Orlando, ikke langt fra Annika Sörenstam, som han ranker som verdens bedste kvindelige idrætsudøver.
Interesser: Golf, naturligvis, biler med Formel 1, tennis og fodbold
Repræsenterer: Barsebäck Golf & Country Club.
Professionel: 1999.
Prispenge: Cirka 218.000.000 kroner.
Verdensranking: Nr. 3 efter Tiger Woods (1) og Adam Scott (2).