Golfpron - fra multikunstner til specialist

De første golfpro’er var multikunstnere, der arbejdede både som greenkeepere, boldproducenter og  kølleproducenter. Nogle gange spillede de en match. Det var også et erhverv med meget lav social status. Dette har ændret sig. Og i de senere år har mange instruktører specialiseret sig i forskellige områder inden for golf og nogle af dem er til og med blevet lige så kendte som deres elever og har deres egne varemærker.

Historisk set har der været en klar skillelinje mellem amatørspillere og professionelle golfspillere. Dette skyldes til en stor del socialt klassetilhørsforhold.

Golf var kun for de fornemme i samfundet. De tidligere professionelle spillere var ”arbejdere”, der ernærede sig ved at være greenkeepere, fremstille køller og bolde, være caddier og spille opvisningsmatcher. De fik betaling for deres tjenester og blev arbejdsmænd, professionelle, med meget lav status. De spillede ikke mod almindelige amatører, men kun mod hinanden og de havde ikke adgang til klubhuset.

Men det hindrede ikke, at de tidlige professionelle spillere var store berømtheder i deres tid, præcis som i dag. Det er først og fremmest to professionelle fra 1800-tallet, der stikker ud. Allan Robertson (1815-1859) og Old Tom Morris. Allan Robertson var bold- og kølleproducent i St Andrews samt sin tids dygtigste spiller. Desuden var han den første professionelle golfspiller.

Allan Robertson var også den første, der spillede Old Course under 80 slag i en match i 1858. Allan bidrog også til at øge greenstørrelsen på Old Course for at gøre spillet mere populært for den brede masse. Allan Robertson fremstillede fjerbolde og golfkøller på sit værksted i St Andrews og køllerne og boldene blev eksporteret til hele verden. På hans værksted arbejdede også Old Tom Morris som hans assistent.

Fjerbold og guttaperkabold

Fjerbolden var den oprindelige golfbold og blev fremstillet af læder og gåsefjer.

Målet for mængden af fjer i en bold var en høj hat. Fjerbolden kunne ikke slås specielt langt og den var følsom mht. fejlslag. En fjerbold kunne flyve ca. 130 meter i medvind, når det gik bedst.

Eftersom det var et håndværk, kunne en god boldproducent kun lave 4-5 bolde om dagen, hvilket medførte at de blev meget dyre, og konsoliderede golf som overklassens fritidsbeskæftigelse. I 1844 producerede Allan Robertssons firma rekordantallet 2.456 bolde, og eftersom det var en meget lønsom branche (forretning) var det ikke så mærkeligt, at han forsøgte at hindre guttaperkaboldens indførsel i 1848 med alle tilgængelige midler. Han opkøbte bl.a. alle guttaperkabolde han kunne komme i nærheden af og brændte dem.

Men det var en håbløs opgave. Guttaperkabolden af gummi var så meget billigere at fremstille og derfor blev golf en sport for alle og ikke kun den rige overklasse. Der blev dannet mange golfklubber fra midten af 1800-tallet og senere, og der opstod et behov for at lære at slå med den nye bold, og pro’en blev knyttet til klubberne for at hjælpe medlemmerne.

En golflektion i midten af 1800-tallet var udelukkende spillelektioner på banen. Pro’ens rolle var at slå et slag og elevens rolle at forsøge at efterligne.

1857 kom den første instruktionsbog i golf ”The Golfer’s Manual” af H.B.Farnie.

Omkring 1900 gav man den første rigtige golf-lektion på et sted som ville kunne beskrives som en driving range, men som alligevel var en lidt mere adskilt del af golfbanen. Caddien placerede boldene ved spilleren og sprang derefter ud for at hente dem. Det siges at 12 bolde var den første ”spand”. Eller måske var den første lektion spillepartneren som med let overlegen mine sagde ”Lad mig vise dig, hvordan du skulle have gjort…”

Old Tom Morris lever stadig

Hvad med Old Tom Morris? Old Tom Morris (1821-1908) var en fantastisk spiller, der vandt British Open fire gange og han anses for at være ”stamfader” til det moderne spil.

Han boede i Prestwick i 1851 og designede Prest-wick Golf Club samt blev klubbens pro og greenkeeper. At datidens fornemste transportmiddel jernbanen gik lige gennem banen var ingen ulempe for udviklingen af golfspillet. Det var almindeligt at bygge golfbaner i tilslutning til jernbanesporene og man kan sige, at jernbanen på sin egen måde har bidraget til at sætte fart i udviklingen af golf.

I 1860 på Prestwick afholdt man den første golfkonkurrence kun for professionelle og den bliver betragtet som den første British Open. Otte professionelle stillede op og Willie Park Sr fra Musselburgh vandt.

Året efter vandt Old Tom Morris.

Old Tom Morris blev senere greenkeeper på Royal and Ancient Golf Club samt pro i klubben og startede en golfshop ved siden af 18. green på Old Course. Det var en stor shop og et kølleværksted, hvor der som oftest arbejdede 12 personer i shoppen. Og Old Tom Morris Golfshop ligger stadig der, hvor den lå, still going strong!

Old Tom Morris største bidrag til golfens udvikling var måske hans koncept med topdressing af greens med sand. Noget som han fandt på, da han designede og tog sig af Carnoustie Golf Club.

Det store triumvirat

Derefter fulgte det ”Det Store triumvirat” med John Henry Taylor, som var den første engelske professionelle spiller, der  i 1894 vandt British Open, og Harry Vardon, som i 1900 foretog en PR-rejse til USA og vandt US Open, spillede 80 matches i USA og vandt 70 af dem, og James Braid, som satsede på banedesign og bl.a. designede Gleneagles og Nairn. Sammen dominerede de bl.a. British Open og vandt 16 gange på 21 år mellem 1894 og 1914.

”Vardon-grebet”, eller ”overlapping grip” er endnu det dominerende golf-grip i dag.

I USA kom proffen Walter Hagen og han var den, der ruskede op i begreberne omkring golf. Walter Hagen var klædt opsigtsvækkende, efter tidens mode, og spillede golf som i en anden verden. Han blev også den første amerikanske golfspiller, der vandt British Open. Det var på Royal St Georges 1922. Den sejrscheck han fik, imponerede ham ikke, så den fik hans caddie…

På Troon i 1923, då Walter Hagen blev nummer to, gav han igen til alle dem, der opfattede professionelle golfspillere som uværdige til f.eks. at komme ind i klubhuset. Hagen blev inviteret af konkurrencekomiteen til at være med i præmieoverrækkelsen, der skulle foregå inde i klubhuset. Hagen takkede venligt nej og inviterede alle inklusiv publikum, til sin fest på det nærliggende værtshus.

Blandt alle store pro’er som fulgte derefter kan nævnes Bobby Jones, Gene Sarazen, Henry Cotton, Sam Snead, Ben Hogan og Byron Nelson.

Samtlige af disse pro’er var selvlærte.

 

”Modern Fundamentals of Golf” 

Ben Hogan anses som den største spiller af dem alle. Han troede på, at et gentaget golfsving, der kun indeholdt få komponenter, skal udføres korrekt og i den rigtige rækkefølge. Hans ”Five Lessons, Modern Fundamentals of Golf” fra 1957 er sandsynligvis den golfinstruktionsbog, der er mest udbredt i hele verden.

At pro’erne skulle være selvlærte ændrede sig, da Jack Nicklaus kom, og siden hans storhedstid har mange instruktører skabt deres eget varemærke ved at have trænet en kendt spiller, som f.eks. Jack Grout, der har trænet Jack Nicklaus, Butch Harmon med Greg Norman og Tiger Woods, David Leadbetter med Nick Faldo og Henri Reis med Annika Sörenstam.

David Leadbetter har længe været en guru inden for instruktion med træningsanlæg rundt om i verden med David Leadbetter Golf Academy. Visse instruktører er også specialister i nogen dele af spillet, som Dave Pelz med nærspil og puttning, og Bob Rotella når det gælder det mentale spil.

Harry Vardon skulle engang have sagt: ”giv mig en mand med små hænder, store fødder og lille hjerne, og jeg skal gøre ham til en verdensstjerne i golf.”

Men det er ikke helt sandt. Der findes faktisk også noget, der hedder boldfølelse og talent…