Custom fitting gør nærspillet lettere

I forårsmagasinet viste vi, hvordan man arbejder med custom fitting af de lange køller. Og nu er det tid til at gøre det samme med wedges, puttere og bolde.

Nærspil og putting udgør mange af slagene i din score, og det er her, der virkelig er slag at spare. F.eks. ved aldrig at skulle slå mere end et enkelt slag i bunkeren, aldrig at skulle treputte, og virkelig at slå indspillet rigtigt tæt på koppen. Desuden bliver spillet jo meget sjovere, hvis man undgår de irriterende fejltagelser.

Vigtigt med det rigtige lie på wedgene

Lievinklen, dvs. vinklen mellem skaft og sål, skal naturligvis være korrekt på alle køller, men jo større loftvinkel, desto vigtigere bliver det.For at se hvilken lievinkel du skal have, sætter man markeringstape på sålen. Derefter skal du slå nogle slag på et lie board, og så kan det ses straks, om du rammer med hæl, tå eller midt på sålen, og dermed er det tydeligt, hvilket lie dine wedges skal have. Så du slår bolden derhen, hvor du virkelig sigter, og ikke flere meter ved siden af.

Find de rette bouncevinkler

På en wedge er sålens bagkant altid lavere end den forreste kant. Hældningen på sålen kaldes bouncevinkel, og den er normalt mellem 4° og 14°. En stor bouncevinkel gør, at en sandwedge ikke graver sig ned i bunkersandet, men den kan samtidigt betyde, at køllen strejfer jorden og giver et toppet slag, hvis du spiller den på et hårdt underlag. Derfor er det vigtigt, at du har en god kombination af både loft og bounce på dine wedges, så man kan slå alle typer slag.

Hvilke wedges, og hvor mange?

Hvor meget bounce du skal bruge til forskellige typer slag afhænger ikke mindst af, hvordan du slår wedgeslagene, om du slår ned på bolden, eller om du har et fladere sving. Derfor skal du slå forskellige wedgeslag på forskelligt underlag under afprøvningen. For at bedømme, hvor mange wedges du har brug for, kigger man på loftforskellen mellem din pitching wedge og din sandwedge. I dag kan den forskel være 10-11°, og det betyder, at du skal have en gap wedge, for at afstandsforskellen ikke bliver for stor. Det er jo trods alt præcisionskøller det handler om.

Forskellig udformning af sålen

Der findes endnu en faktor, som skal tages med i beregningen, nemlig sålens udformning. I dag findes der mange forskellige slibninger, som på forskellige måder gør slag med åben kølle og lignende lettere.

Når din pro har set dig slå på alle disse forskellige måder, så er der et klart billede af, hvilke wedgetyper du har brug for, med forskellige loft, bounce og sålslibninger. Derefter handler det mest om, hvilket mærke og hvilken finish du foretrækker.

Putter Fitting

For at en putter bliver god til lige netop dig, skal et antal faktorer passe. Først og fremmest skal den have den rette længde, og det kan man måle på forskellige måder. F.eks. ved at du holder et puttergreb i den position, som du plejer at stå over bolden, og så måles afstanden til jorden. Ellers kan man anvende en putter med justerbart skaft. Din putter skal desuden have det rette lie, så putterhovedet bevæger sig parallelt over greenfladen, og den skal have det rette loft, så bolden får et lille løft op fra græsset.

Hvor tung skal din putter være?

I dag findes der stor valgfrihed, når det gælder putterens vægt, og på en del modeller kan man også ændre vægten. Det betyder, at der er alle muligheder for at finde en putter, der føles helt rigtig til dine putsving. Desuden findes der nu puttere, der er modvægtsbalancerede med en tyngde oppe i grebet, og det bidrager til en større stabilitet for en del spillere. Den anden balance er også vigtig, dvs. om putteren skal være face balanced eller heel balanced, og det afhænger meget af, hvordan dit svingspor ser ud.

Inserts og vridningsmodstand

Der findes mange forskellige inserts, indlæg i slagfladen, og de bidrager til en blødere følelse i slaget og en blødere lyd. Andre puttere har forskellige mønstre og grooves, som skal give bedre boldkontakt og kontrol.Det er hovedsageligt et spørgsmål om mening og smag, så det er bare at prøve sig frem. Men når det gælder vridningsmodstand, så er det klart at spillere, som ikke altid rammer midt i sweetspot har glæde af en kraftigere tå-hælbalancering.

Summa summarum, efter en gennemgang af alle parametre og detaljer i putningen, så har du et lille begrænset udvalg af puttere med de rette egenskaber. Og så er det igen mening og smag, der afgør, hvilken af dem det bliver.

Ball Fitting

At afprøve bolde i en regulær fitting er ikke så almindeligt, men det burde det være. For med en launch monitor og en driving range er det let at se, hvordan forskellige bolde fungerer for den enkelte spiller.

Der findes så mange boldtyper i dag, og det er jo først, når man måler dem under de samme omstændigheder, at man ser, hvordan de fungerer for den enkelte spiller. Og det er jo dig, der skal vælge hvilke egenskaber, som f.eks. spin, længde, lyd og følelse, der er vigtige for dig. Så tal gerne med din Golfstore-pro om en rigtig ball fitting næste gang, du har brug for bolde.

Her slår du halvdelen af alle slag!

Fra 80–100 meter til greenen og på greenen lægger du måske halvdelen af dine slag eller endnu flere.

Hul/hældning

Slagteknikken er lige så vigtig, som valget af wedge. Vælg en wedge med lidt bounce, og placer dig med bolden langt tilbage, så du er sikker på at ramme bolden, inden du rammer jorden.

Kort indspil over forhindringer

Vælg en wedge med stor loft, gerne 60°. Et svært slag, som kræver en god teknik og 
at bolden ligger godt.

Rough tæt på greenen

Her løfter du bolden med en wedge med stor loft og bounce.

Bunker

Her vælger du en SW med 54–58° loft, bred sål og en ret stor bouncevinkel. Så kan du slå i sandet bag bolden, uden at wedgen graver sig ned.

Indspil fra fairway, 40–80 meter

En perfekt placering for et rent wedgeslag med den wedge, du ved, giver den rette længde.